'Vi lærer sammen' skal skabe vedvarende pædagogisk udvikling i danske dagtilbud, der løfter alle børn.

'Vi lærer sammen' skal skabe vedvarende pædagogisk udvikling i danske dagtilbud, der løfter alle børn. - Foto: TrygFondens Børneforskningscenter

Nyt samarbejde mellem kommuner og forskere om fagligt løft af de mindste

Med 20 millioner kroner i støtte går startskuddet til et unikt projekt, hvor danske kommuner og forskere fra Aarhus Universitet skal samarbejde om at implementere den evidensbaserede indsats 'Vi lærer sammen'.

Udgivet: 01/03/2022

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Når børn i Danmark forlader vuggestuen, er der cirka et års forskel på de sproglige, matematiske og socio-emotionelle kompetencer hos børnene med de mest udviklede og børnene med de mindst udviklede kompetencer på en årgang.

Men ved udgangen af børnehaven er denne forskel øget til 2,5 år. Det er bekymrende, da eksempelvis et godt og veludviklet sprog både har stor betydning for barnets trivsel nu og her, og for hvor let barnet får ved at bygge læring på senere hen i skolen. Dermed kan de tidlige forskelle vare ved ind i vokselivet og påvirke barnets livschancer og livskvalitet.

Derfor har forskere fra TrygFondens Børneforskningscenter ved Aarhus Universitet udviklet en enkel og evidensbaseret pædagogisk ramme, 'Vi lærer sammen', som i flere lodtrækningsforsøg med i alt 15.000 børn har vist sig at styrke sprog og vigtige kompetencer hos børn i både dagpleje, vuggestue og børnehave.

Samtidig har evalueringer vist, at pædagogisk personale, forældre og ikke mindst børnene er glade for at arbejde med projektet, der passer godt til den måde, man i forvejen arbejder på i danske dagtilbud.

En ting er dog at skabe gode resultater i højt profilerede forskningsprojekter – noget andet at holde fast i den effektive pædagogiske praksis, når det bliver hverdag igen. Men arbejder man ikke med 'Vi lærer sammen' i tilstrækkeligt omfang og med tilstrækkelig kvalitet, får børnene ikke det ønskede udbytte.

Derfor er målet med projektet at udbrede 'Vi lærer sammen' til flere danske kommuner og støtte dem i at implementere indsatsen på en måde, så det skaber vedvarende pædagogisk udvikling og løfter alle børn.

Det fortæller professor Dorthe Bleses, TrygFondens Børneforskningscenter og Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet, som står i spidsen for partnerskabet:

”Ambitionen er at udbrede 'Vi lærer sammen' til flere kommuner med det mål at videreudvikle strukturen, kulturen og læringsmiljøet i dagtilbuddene. Derigennem styrker vi børns tilegnelse af en række kompetencer, der er vigtige for deres læring nu og på sigt. Det skal ske i et tæt samarbejde mellem pædagogisk personale, ledere, forvaltning og forskere. At styrke børns kompetencer gennem et stærkt læringsmiljø er nemlig ikke bare et ansvar for den enkelte frontmedarbejder, men et fælles ansvar for hele kommunen”, siger Dorthe Bleses.

Fakta: 'Vi lærer sammen' er et forløb med fem temabaserede forløb, der består af:

  • En evidensbaseret pædagogisk ramme, som det pædagogiske personale omsætter til en praksis, der støtter, udfordrer og engagerer børnene og styrker deres kompetencer.
  • Læringsmål og målord baseret på viden om, hvad børn kan lære på forskellige tidspunkter.
  • Redskaber med understøttende strategier baseret på viden om, hvordan børn lærer. De er en hjælp til at tilpasse arbejdet med Vi lærer sammen til det enkelte barn og skabe interaktioner af høj kvalitet.
  • Materialer til praksisrefleksion og løbende evaluering af arbejdet med indsatsen og det enkelte barns udbytte.
  • Som partnerkommune får man desuden adgang til en række nyudviklinger af Vi lærer sammen. Blandt andet Vi lærer sammen i indskolingen, som skal støtte børns udvikling i de yngste klasser og bidrage til at skabe bedre sammenhæng og bedre overgange mellem vuggestue/dagpleje, børnehave og skole.
  • Læs mere på: https://childresearch.au.dk/vls

Sidst opdateret: 01/03/2022 - 10:03

Emner: Daginstitution

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]