Borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard gav mange håndtryk ved ceremoni i forrige uge på Københavns Rådhus. Men hun fik ikke lov at give et officielt et til ireren Billy O'Shea.

Borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard gav mange håndtryk ved ceremoni i forrige uge på Københavns Rådhus. Men hun fik ikke lov at give et officielt et til ireren Billy O'Shea. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix (arkiv) og privat

Irer afviser håndtryk med borgmester og får ikke statsborgerskab

Ireren Billy O'Shea vil efter 40 år i Danmark ikke påduttes at give en borgmester hånden. Så forleden måtte han forlade en ceremoni på rådhuset i København uden at få dansk statsborgerskab. Kravet om håndtryk er udansk og udemokratisk, mener ireren.

Udgivet: 28/02/2022

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Det var udramatisk men alligevel markant, da ireren Billy O'Shea tirsdag i forrige uge forlod en statsborgerskabs-ceremoni på Københavns Rådhus. Forud havde han nægtet under ceremonien at give hånd til beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Det gjorde han i protest mod den såkaldte håndtrykslov, der kræver, at man giver hånd til borgmesteren ved ceremonien, før man kan blive dansk statsborger. Det beretter DR. Til tv-stationen fortæller Billy O'Shea, at han til Cecilia Lonning-Skovgaard sagde:

"Borgmester, jeg vil meget gerne give dig hånd, men jeg gør det ikke under tvang. Efter min mening er tvangshilsen udansk, udemokratisk og på kant med grundloven."

Billy O'Shea er forfatter og oversætter og har søgt om dansk statsborgerskab efter at have boet og arbejdet i Danmark i 40 år.

Inden grundlovsceremonien havde han ifølge DR hilst på borgmesteren med håndtryk. For det var kun det obligatoriske håndtryk under selve ceremonien, han er imod.

"Jeg har ikke noget problem med at give nogen hånden. Jeg har givet hånd til Inger Støjberg, og jeg har en gang givet hånd til dronning Margrethe, hvilket selvfølgelig var en stor ære for mig, men jeg tvinger ikke andre mennesker til at give hånd," siger han til DR.

'Helt udramatisk'

Loven om statsborgerskab blev med virkning fra 1. januar i år strammet, så det nu skal være borgmesteren og ikke længere 'bare' en repræsentant fra kommunen, der giver hånden til nye statsborgere. Formålet med loven er at forhindre at give statsborgerskab til borgere, der eksempelvis mener, at deres religion forbyder dem, at give håndtryk til personer af det modsatte køn.

Læs også:
Regel om håndtryk for statsborgerskab har fået debut

Det vides ikke, om der er andre borgere i andre kommuner, der som Billy O'Shea har valgt at protestere mod borgmesterhåndtrykket. Forvaltningen i Københavns Kommune oplyser til DR, at episoden med Billy O'Shea foregik "helt udramatisk". Og forvaltningen oplyser, at der ved ceremonien i tirsdags blev udvekslet håndtryk med i alt 391 borgere.

Sidst opdateret: 28/02/2022 - 10:38

Emner: Integration, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), tidl. beskæftigelses- og integrationsborgmester, København, Forvaltning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]