
Thomas Kastrup-Larsen (S) er tilbage i borgmesterstolen efter sygeperiode med stress som i følge ham selv "har været en rigtig hård tid". - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (arkiv)
Aalborg-borgmester er ovre sygeperiode
Thomas Kastrup-Larsen (S), borgmester i Aalborg, meddeler nu, at han vender tilbage efter at have været syg af stress. 'Det har været en rigtig hård tid,' siger borgmesteren.
Udgivet: 28/02/2022
Aalborg-borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) er tilbage på borgmesterkontoret efter at have været sygemeldt med stress siden midten af januar.
I en pressemeddelelse fra borgermesterkontoret, som Nordjyske ligger inde med, siger Thomas Kastrup-Larsen, at han med rolige skridt vil genoptage arbejdet som borgmester.
"Jeg kommer til at starte stille og roligt op, så der kommer til et gå lidt tid, før jeg er 100 procent oppe i omdrejninger, men efter råd fra både min læge og psykolog kommer jeg til at starte op på denne måde," siger Thomas Kastrup-Larsen i pressemeddelelsen.
Perioden med stress, fortæller borgmesteren, har været hård.
"Det har været en rigtig hård tid, som jeg har været igennem, og stressen ramte hårdt efter et år, hvor jeg har været under et voldsomt pres. Jeg endte hos lægen med snurren i tænderne, trykken for brystet og næsen og propper i ørerne. Dertil kom, at jeg stort set ikke sov om natten," siger den tilbagevendende Aalborg-borgmester.
Sidst opdateret: 28/02/2022 - 10:24
Temaer: Navnenyt
Emner: Aalborg Kommune













































