
"Arbejdsgiverne har i mange år været vænnet til at få folk i praktikker; men det er ikke det, vi henvender os med nu. Vi taler med virksomhederne om, hvad borgerne kan bidrage med fra første dag," siger virksomhedskonsulent Jacob Collin Lauenberg om IPS-indsatsen for aktivitetsparate i Hillerød.
Kommune: Slut med virksomhedspraktik til aktivitetsparate
Virksomhedskonsulenter i Hillerød Kommune har lagt arbejdsstilen om. Nu drejer det sig kun om at få aktivitetsparate ledige i lønnede timer - og ikke i virksomhedspraktik. Det kræver tilvænning hos både arbejdsløse og arbejdsgivere.
Udgivet: 15/02/2022
Det har i flere år været på vej, og nu tager flere kommuner konsekvensen. De etablerer ikke længere virksomhedspraktikker, men går direkte efter arbejde i få eller flere timer - også til aktivitetsparate arbejdsløse; altså dem, der ikke er karakteriseret som jobparate.
Det skriver NB-Beskæftigelse.
"Det store skift er jo, at vi nu ikke længere benytter os af praktikker. Vi taler simpelthen ordinære timer med borgere. Hvad vil du gerne; hvor mange timer kan du arbejde? Og der er mange borgere, der gerne vil tjene penge," fortæller virksomhedskonsulent Jacob Collin Launbjerg fra Hillerød Kommune.
"Det kan godt være et meget lavt timetal, men selv to timer om ugen betyder noget. Man kommer ud og får en tilknytning til arbejdsmarkedet og tjener sine egne penge. Det giver en følelsesmæssig arbejdsidentitet, at man også kan bidrage til en samtale i sociale sammenhænge, hvor man refererer til sit arbejdsliv."
I Hillerød Kommune er det en udløber af et projekt for arbejdsløse med psykiske lidelser - IPS - der har fået sektionsleder Anne Bækkegård til at se, at metoden også kan bruges på andre, der hidtil har stået uden for arbejdsmarkedet. Hun har længe været optaget af, hvordan man kan flytte borgere fra at have en sygdomsidentitet til at have en jobidentitet.
"I IPS taler man om, hvad borgeren kan og vil lære, i stedet for hvad de fejler og hvad de ikke kan," fortæller siger hun.
Derfor har de fleste medarbejdere i jobcentret, der arbejder virksomhedsrettet, fået et kursus i IPS-metoden.
Holder fast i ordinære timer
Det er et skift i tilgangen, som man som medarbejder skal arbejde med, både i forhold til den arbejdsløse og arbejdsgiveren, fortæller Jacob Collin Launbjerg. Han arbejder med aktivitetsparate, der har fysiske og/eller psykiske begrænsninger.
"Arbejdsgiverne har i mange år været vænnet til at få folk i praktikker; men det er ikke det, vi henvender os med nu. Vi taler med virksomhederne om, hvad borgerne kan bidrage med fra første dag, og og hvordan vi kan arbejde med progression og fastholdelse i et efterværn. Efterværnet kan løbe i op til et års tid eller længere, hvor vi støtter og fortsætter det motiverende arbejde med borgeren."
"De fleste virksomheder tager godt imod. Nogle af arbejdsgiverne har spurgt, om vi ikke bruger praktik, men vi holder fast i, at det skal være ordinære timer. Nogle gange henviser vi også til deres CSR-politik og udtrykker vores glæde for deres sociale tilgang, og at det er derfor, vi kommer til dem," fortæller Jacob Collin Launbjerg.
Kun praktik, hvis den arbejdsløse insisterer
For de aktivitetsparate ledige er det også en stor omvæltning ikke at blive tilbudt en virksomhedspraktik, men at skulle i lønnet arbejde.
"Jeg taler meget med borgerne om, hvor meget jeg skal udlægge deres begrænsninger, de har, over for en arbejdsgiver, hvad der kan være stigmatiserende, og hvad der er en lettelse, at jeg siger."
Kun hvis den enkelte arbejdsløse hellere vil i praktik før lønnede timer, bliver det overvejet, fortæller Jacob Collin Launbjerg.
"Der er enkelte, der siger, at de ikke tør. En borger kan for eksempel sige: 'Jeg vil gerne ud på arbejdsmarkedet, men jeg har brug for, at det første gang er helt uforpligtende.'. Der kan jeg godt være lidt udfordret. Men så kan vi tale om hybridpraktikker, hvor der er nogle opgaver, borgeren kan lave med det samme, der er lønsomme og ikke kræver sidemandsoplæring. Hvorfor skal borgeren så ikke have løn for de opgaver med det samme? Så er der andre opgaver, der kan oplæres i, i en praktik samtidig, før man er lønsom."
"Jeg har altid fokus på de ordinære timer fra første samtale med virksomheden. Hvordan kan det her fungere, og hvordan kan vi få det til at lykkes. Det kan jo godt være svært for en borger med nedsat arbejdsevne at komme ind ad døren i en virksomhed, i et arbejdsmarked, der buldrer derudad, og hvor der bare skal arbejdes igennem. Vi kan godt løbe ind i, at virksomhederne siger, at hvis de skal have nogen, skal det være en, der kan præstere 37 timer fra første dag."
På andre områder er manglen på arbejdskraft så stor, at mindre end fuld tid kan gøre det.
Hjemmeplejen et godt match
"Hjemmeplejen henvendte sig selv, fordi de ikke kunne få folk nok til at gøre rent i folks private hjem. Vi har jo mange kandidater, der kan arbejde 10-20 timer, og for dem vil et arbejde i et privat hjem være et rigtig godt march."
IPS-metoden har efterværn som et fast element. Det betyder, at virksomhedskonsulenterne har kontakt til borgerne i job så længe, de ønsker det - og at de er klar til at samle op, hvis det går galt.
"Selvfølgelig er der forløb, der stopper tidligere end ønsket; men så samler vi dem op igen og går videre. Det er jo supergodt, at der er aktivitetsparate og psykisk syge, som siger, 'jeg kan godt arbejde, og det vil jeg, fordi det giver et bedre liv.' Med IPS fortsætter vi hvor vi slap, hvis det går galt, med afsæt i de erfaringer vi så har høstet," lyder det fra Jacob Launbjerg.
"Der er masser af arbejdsgivere, der tager godt imod, og der er ingen tvivl om, at for rigtig mange borgere er det godt at komme ud at tjene egne penge, og de bliver godt modtaget. Det samme gør vores efterværn."
Sidst opdateret: 14/02/2022 - 18:42
Temaer: Beskæftigelsesindsats
Emner: aktivitetsparate







































