Borgmester i København Cecilia Lonning-Skovgaard (V) indrømmer nogle fejl, men taler samtidig om "karaktermord".

Borgmester i København Cecilia Lonning-Skovgaard (V) indrømmer nogle fejl, men taler samtidig om "karaktermord". - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Borgmester erkender nogle fejl

Den omdiskuterede borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) i København erkender, at hun har begået nogle fejl. Det giver håb hos frustrerede medarbejdere, som nu vil se handling.

Udgivet: 04/02/2022

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Efter lang tids pres gav beskæftigelses-borgmester i København Cecilia Lonning-Skovgaard (V) torsdag nogle interviews, hvori hun erkender at have fejlet på visse punkter.

Borgmesteren er blevet ramt af en mediestorm, efter at medarbejderne ad flere omgange har luftet stor utilfredshed med blandt andet fyringen af to topchefer og brugen af et eksternt advokatfirma til at kigge forvaltningen i kortene.

Læs også:
Borgmester i København søger professionel hjælp til adfærd

Torsdag lod Cecilia Lonning-Skovgaard sig så interviewe. Her sagde hun til Berlingske om nogle af de mange anklager mod hende for dårlig og sågar krænkende opførsel:

"Det er rigtigt, at jeg ved en lejlighed har råbt af en ledende medarbejder. Det er også rigtigt, at jeg engang ovenpå en episode har grædt, fordi jeg synes, det var svært. Sådan noget skal man ikke gøre på den måde, og det vil jeg rigtig gerne undskylde for. Men jeg vil sige, at det ikke er et generelt billede."

'Et karaktermord'

Cecilia Lonning-Skovgaard vil nu søge professionel hjælp til at ændre adfærd. Også selv om hun synes kritikken af hende i to anonyme breve fra medarbejderne har været skudt langt over målet.

"Jeg mener, at når man anonymt sender så voldsomme anklager afsted, hvor jeg bliver beskyldt for at være en løgner, krænker, mobber, en splitter og en person, der skalter og valter med ansatte og så videre, at der er tale om et karaktermord," siger borgmesteren til Berlingske.

Ansatte vil se handling

Cecilia Lonning-Skovgaard siger, at hun nu vil anstrenge sig for at få et godt samarbejde med de omkring 2.200 ansatte i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Det må hun så vise i praksis, lyder det fra HK Kommunal Hovedstaden, som har mange medlemmer i forvaltningen.

"Det er positivt, Cecilia Lonning-Skovgaard har erkendt, at hun har en problematisk adfærd og nu søger hjælp til at ændre den. Nu skal hun så vise i handlinger, at det ikke bare er gode intentioner," siger Ditte Gottlieb Bredahl, som er formand for HK Kommunal Hovedstaden, til NB-Kommune.

Ditte Gottlieb Bredahl ser det ikke som en nem opgave at få rettet arbejdsmiljøet op og siger:

"Det ser svært ud at få et godt samarbejde i stand med medarbejderne, for det her taget meget lang tid for borgmesteren at erkende, at hun har et problem. En begyndelse er jo, at der opbygges en god, respektfuld og ligeværdig dialog, hvor det, der bliver lovet, rent faktisk bliver holdt. Medarbejderne vil jo bare gerne have gode og ordnede forhold på arbejdspladsen."

Læs også:
Portræt: Begavet borgmester udløser ballade med sin stil

På mandag 7. februar skal Cecilia Lonning-Skovgaard fremlægge en redegørelse i Borgerrepræsentationens Beskæftigelses- og Integrationsudvalg.

Sidst opdateret: 04/02/2022 - 10:40

Emner: Arbejdsmiljø, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), tidl. beskæftigelses- og integrationsborgmester, København, Københavns Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]