
Kritik: Nyvalgt borgmester vil ikke svare på spørgsmål om ny bro
I Odder Kommune ønsker den nye borgmester, Lone Jakobi Sørensen, ikke at fortælle, om hun er for eller imod en fast forbindelse over Kattegat. Borgmesterens støttepartier undrer sig.
Udgivet: 24/01/2022
Selvom borgmesterkæden for længst er givet videre i Odder Kommune, så venter borgere og politikere fortsat på, at kommunens nye borgmester fortæller, om hun støtter idéen om en Kattegatbro eller ej.
For kommunens nyvalgte borgmester, Lone Jakobi Sørensen (S), ønsker ikke at kommentere emnet. Det møder kritik fra flere sider, skriver TV2 Østjylland.
Én af kritikerne er Peder Boudigaard, der har boet i 20 år ved havnen i Hou, der ligger i Odder Kommune.
- Hvor er I henne? Det betyder rent faktisk noget for os, hvad politikerne mener, siger han til TV2 Østjylland.
Peder Boudigaard ved godt, at den endelige beslutning bliver taget af Folketinget. Men han mener, lokalbefolkningen har krav på at vide, hvordan de lokale politikere forholder sig til sagen. Især borgmesteren.
Derfor finder han det kritisabelt, at Lone Jakobi Sørensen hverken før eller efter kommunalvalget i november har ønsket at give sin holdning til kende.
I år præsenteres resultaterne af forundersøgelsen af en fast forbindelse over Kattegat. TV2 Østjylland har anmodet om et interview med Lone Jakobi Sørensen.
Det har den nyvalgte borgmester takket nej til med henvisning til, at hun afventer resultaterne af netop den forundersøgelse. Samme argument brugte Lone Jakobi Sørensen i forbindelse med kommunalvalgkampen.
Lone Jakobi Sørensen har dog sendt et skriftligt svar til TV2 Østjyllands række af spørgsmål.
- Min stillingtagen afventer forundersøgelsen og ikke mindst den debat, vi skal have lokalt, når resultatet af forundersøgelsen foreligger. Jeg vil således tillade mig at være både undersøgende og lyttende, inden jeg tager endelig stilling i denne vigtige sag, skriver hun blandt andet.
I mange år har debatten om en fast forbindelse over Kattegat været varm i Odder Kommune, da netop kommunens kystlinje er i spil, hvis planerne skal føres ud i livet.
SF, Enhedslisten og Radikale Venstre, der har peget på Lone Jakobi Sørensen som borgmester, er alle skeptiske over for idéen om en fast forbindelse over Kattegat. Men heller ikke de ved, hvor borgmesteren står.
Fra Radikale Venstre lyder det, at Lone Jakobi Sørensen snart må beslutte sig:
- Enten er man for eller imod. Man kan ikke placere sig et sted imellem. Jeg ved, at borgmesteren ønsker mere information. Den information vil vi gerne være med til at give hende, siger udvalgsformand for Klima og Plan i Odder Kommune, Kresten Bjerre (R), til TV2 Østjylland.
Viceborgmester i Odder Kommune, Ditte-Marie Thejsen (EL), vil gerne give Lone Jakobi Sørensen tid til at overveje sagen nøje. Men hun indrømmer, at det kan blive et problem, hvis borgmesteren viser sig at være for en Kattegatbro.
- Når Socialdemokratiet vælger at konstituere sig med tre partier, der er erklærede modstandere af Kattegatforbindelsen, så vil det da blive et problem, hvis Lone Jakobi Sørensen eller Socialdemokratiet pludselig melder aktivt, at de vil arbejde for det, siger Ditte-Marie Thejsen til TV2 Østjylland.
Odder Kommunes tidligere Venstre-borgmester, Uffe Jensen, var erklæret tilhænger af en fast forbindelse over Kattegat. Og endda også medlem af den såkaldte Kattegatkomité, der aktivt arbejder for projektet, hvilket affødte kritik.
Resultatet af forundersøgelsen bliver præsenteret i år. Men der er ikke sat konkret dato på.
De foreløbige beregninger fra den seneste analyse i 2018 tyder på, at det samlet set vil koste cirka 62 milliarder kroner at bygge en fast vejforbindelse over Kattegat, mens en kombineret vej- og jernbaneforbindelse vil koste cirka 136 milliarder kroner.
Sidst opdateret: 24/01/2022 - 10:41
Emner: Odder Kommune







































