
Den gamle færge til og fra Tunø skal udskiftes med en ny eldrevet færge, har byrådspolitikerne i Odder Kommune besluttet. - Foto: https://tunoefaergen.odder.dk/
Færgefarten skal være standardgrøn
Odder Kommunes byråd har besluttet, at der skal investeres over 24 millioner kroner i en ny el-drevet færge til Tunø. Det er et projekt, som andre kommuner i landet med gamle, udslidte færger kan kopiere. Samarbejde mellem flere kommuner ser ud til at være på vej.
Udgivet: 19/12/2022
Hvorfor købe en ny specialdesignet færge, hvis man kan købe en billigere standardfærge?
Det er et spørgsmål, som politikerne i østjyske Odder byråd har stillet sig selv og fundet svar på:
Færgefarten mellem Hou og Tunø skal i fremtiden blive grønnere via en helt ny el-drevet færge, som - hvis planen holder stik - er indsat senest i 2026. Det skriver Århus Stiftstidende.
Kommunen vil dermed gå med i et såkaldt 'standardfærgeprojekt', hvor en flere kommuner er inviteret til at indkøbe nye standardiserede elfærger efter det behov, de nu engang har individuelt.
"Vi går med i det her projekt, fordi vi kan se mange stordriftsfordele ved at bestille en standardfærge sammen med andre kommuner. Det betyder, at hver kommune ikke skal ud og opfinde den dybe tallerken. Nu kan vi slippe for i en årrække at have et helt færgekontor på Odder Rådhus," siger byrådsmedlem i Odder Hans Hammann (V) til Århus Stiftstidende.
Færgeprojektet skal bygges med de moduler, der passer til de lokale forhold. For eksempel kan man på den kommende Tunøfærge etablere et møderum til undervisning, hvis det bliver nødvendigt. På den måde kan undervisningen af ø-børn begynde tidligere på dagen, hvis de skal i skole i Hou på fastlandet.
Konceptet om standardfærger handler om at benytte stordriftsfordele, så hele aftalen er betinget af, at mindst fire andre ø-kommuner tilslutter sig ideen. Ifølge avisen har politikerne i Aalborg og Svendborg sagt ja, mens også Slagelse forventes at træffe samme afgørelse. Derudover er Faaborg-Midtfyns Kommune i beslutningsprocessen.
Leif Gjørtz Christensen (EL) fra Odder Kommune er positiv over beslutningen og mulighederne:
"For mig giver det god mening at vælge denne konsortiemodel, fordi vi så hurtigt får en miljørigtig, forholdsvis billig og hurtig færge. Ved at være en del af konsortiet kan vi også nemmere få reservedele til skibene og hjælp, hvis skibet skal i dok og repareres, fordi der er andre færger at trække på i en sådan situation," siger Leif Gjørtz Christensen til Århus Stiftstidende.
Sidst opdateret: 19/12/2022 - 10:55
Temaer: Klima
Emner: Miljø, Odder Kommune













































