Ved at bore en til tre kilometer ned i undergrunden kan man skaffe varmt vand, som kan bruges i fjernevarmenettet.

Ved at bore en til tre kilometer ned i undergrunden kan man skaffe varmt vand, som kan bruges i fjernevarmenettet. - Foto: Holbæk Kommune

Varme fra undergrunden kan måske gøre hel by uafhængig af naturgas

Det skal nu undersøges om Holbæk by, som i dag er meget afhængig af naturgas, kan forsynes med varme fra undergrunden - såkaldt geotermi. Projektet har et kæmpe potentiale, og tre kommuner er indirekte med i projektet.

Udgivet: 19/12/2022

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Der kommer til at ske spændende ting i undergrunden i det nordvestsjællandske. I hvert fald skal det nu undersøges, om det vil give mening at bore langt ned i undergrunden for at pumpe varmt vand op, som så skal bruges til at give varme i boligerne i Holbæk by. Beboerne i byen er i dag meget afhængige af naturgas.

Det fremgår af en meddelelse fra Holbæk Kommune. Heri oplyses det, at Forsyningsselskabet Fors A/S, som ejes af kommunerne Holbæk, Roskilde og Lejre, og geotermiselskabet Innargi har indgået en aftale om at se på mulighederne for såkaldt geotermi (Se fakta nederst i artiklen) i Holbæk.

De cirka 30.000 indbyggere i Holbæk er blandt de danskere, der mærker energikrisen hårdest. Stort set samtlige boliger er opvarmet med naturgas, og det gør byen den by i Danmark, hvor flest har naturgas til opvarmning.

På den baggrund har Holbæk Kommune og Fors iværksat en plan, der i etaper skal få alle Holbæk-borgere over på fjernvarme. Én stor opgave er at rulle fjernvarmenettet ud, en anden stor opgave er at finde den rigtige sammensætning af energikilder, der skal sikre varme i rørene.

"Der er sket rigtigt meget med geotermi de seneste år i Danmark. Og meget tyder på, at den udvikling kan gøre geotermi attraktivt for os i samspil med andre varmekilder. Geotermi er en lokal og grøn varmekilde, som forhåbentlig kan være konkurrencedygtig i forhold til andre produktionsformer," siger programleder for fjernvarme i Fors A/S Camilla Hay i meddelelsen.

Vurderingen er, at Holbæk skal forsynes med et til to såkaldte brøndpar, som kan levere 15-30 MW ved at man pumper varmt vand op fra en til tre kilometers dybde. De analyser, som Fors og Innargi nu skal lave, vil give svaret på, hvad der er det bedste niveau for fjernvarmen i Holbæk.

Innargi har lovet, at den geotermiske varme kan leveres, så det passer med udbygningen af fjernvarmenettet i Holbæk. Det vil konkret sige mod slutningen af 2026. Det kan lade sig gøre, fordi Innargi tænker projektet sammen med virksomhedens store projekt i Aarhus, hvor EU’s største geotermiske fjernvarmeanlæg lige nu bygges i samarbejde med det aarhusianske forsyningsselskab, Kredsløb.

"For os er Holbæk noget helt særligt. Holbæk bygger et nyt og moderne fjernvarmenet, der er energieffektivt og holder temperaturen på ca. 80 grader om vinteren. Et sådant net er som skabt til geotermi, fordi vi forventer, at temperaturen på det geotermiske vand er mellem 60 og 80 grader. Det betyder, at vi skal bruge meget lidt strøm til varmepumper," siger Samir Abboud, administrerende direktør for Innargi.

Borgmesteren i Holbæk Christina Krzyrosiak Hansen (S) er glad for udsigterne til geotermi:

”Jeg glæder mig meget over de perspektiver, der ligger i at kunne anvende geotermi i vores kommune. Det kan blive et godt og vigtigt supplement til den kommende udrulning af fjernvarme. Her venter os en stor omlægningsopgave, da hele 64% af opvarmningen i Holbæk Kommune i dag er baseret på olie eller naturgas."

"Geotermi taler godt ind i vores ambitioner for den grønne omstilling med vedvarende og bæredygtige energikilder i varmeforsyningen,” fortæller Christina Krzyrosiak Hansen.

Ved at bore en til tre kilometer ned i undergrunden kan man skaffe varmt vand, som kan bruges i fjernevarmenettet.
Ved at bore en til tre kilometer ned i undergrunden kan man skaffe varmt vand, som kan bruges i fjernevarmenettet. (Illustration fra meddelelse fra Holbæk Kommune)

Fakta om geotermi

Geotermi er den varmeenergi, der stammer fra jordens indre. En til tre km nede i Danmarks undergrund er der mange steder 30-80 grader varmt geotermisk vand, som via dybe boringer kan pumpes op til overfla­den, hvorefter varmen overføres til vandet i fjernvarmenettet i et lukket kredsløb. Herefter pumpes det geotermiske vand ned i undergrunden igen. Afhængig af temperaturen fra undergrunden kan det være nødvendigt med en stor varmepumpe til at hæve temperaturen til det niveau, der er brug for i fjernvarmenettet.

Energipotentialet for geotermi er meget stort, men realiseringen af potentialet afhænger af forholdene i undergrunden (tilstrækkeligt flow og temperatur) og af, om der er tilgængelige arealer i nærheden af fjernvarmenettet. Det er generelt en stor udfordring at finde arealer til tekniske anlæg i tætte byområder.

Om parterne

Fors A/S er et lokalt forankret forsyningsselskab - ejet af kommunerne Holbæk, Roskilde og Lejre - med cirka 200 medarbejdere, der leverer vand, fjernvarme, renser spildevand, indsamler affald og driver genbrugspladser. I alt når Fors hver dag 200.000 kunder med et eller flere produkter.

Innargi A/S blev grundlagt i 2017 af A.P. Møller Holding A/S og ejes i dag af A.P. Møller Holding, ATP og NRGi. Innargis mission er at bringe geotermi i spil som kilde til varme i millioner af hjem med ekspertise fra et erfarent hold af geologer, reservoir-, facilitets- og boreingeniører samt via partnerskaber med fjernvarmeselskaber.

Sidst opdateret: 19/12/2022 - 10:57

Temaer: Klima

Emner: Forsyning, Fjernvarme

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]