
Et snævert flertal i byrådet i Randers vil nu melde advokat Bjarne Overmark (Beboerlisten) til politiet for brud på sin tavshedspligt. Sagen vidner om dårligt samarbejde i byrådet, vurderer forsker. - Foto: Randers Kommune
Endnu en gang ballade i byråd
Der er igen dårlig stemning i byrådet i Randers. Snævert flertal vedtager at politianmelde byrådskollega for brud på tavshedspligten.
Udgivet: 14/12/2021
Kommunalvalget har tilsyneladende ikke forbedret det efterhånden velbeskrevne betændte samarbejdsklima i byrådet i Randers. Der skulle således en afstemning til i byrådet for at finde ud af, om man ville melde et byrådsmedlem til politiet.
Det beretter Randers Amts Avis. Ifølge avisen stemte det snævrest mulige flertal på 16 medlemmer i Randers Byråd mandag aften for at politianmelde byrådsmedlem og advokat Bjarne Overmark fra Beboerlisten for brud på sin tavshedspligt.
Sagen handler om, at Bjarne Overmark angiveligt har sendt en mail vedrørende en sygemeldt kommunal medarbejder videre og dermed brudt sin tavshedspligt.
Sagen med Bjarne Overmark blev behandlet som et lukket punkt på byrådsmødet mandag. Det finder kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole "meget underligt".
"Hvis man mener, at der er foregået en ulovlig lækage, så skal man politianmelde det uden at tage det op til diskussion i byrådet. Men det afspejler nok det generelt meget dårlige samarbejdsklima, at det har man ikke så meget lyst til. I andre kommuner har borgmesteren egenhændigt sendt en politianmeldelse afsted i forhold til lækager," siger Roger Buch til Randers Amts Avis.
Byrådsmedlemmet Bjarne Overmark er anklaget i en anden sag om brud på tavshedspligten. Denne sag kommer ifølge Randers Amts Avis for retten mandag 20. december.
Sidst opdateret: 14/12/2021 - 11:04
Emner: Randers Kommune, Tavshedspligt








































