
Borgmesteren i Næstved Carsten Rasmussen (S) er forarget over, at et kommunalt center valgte at trodse et forbud mod julefrokoster. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (arkiv)
Center trodsede forbud mod julefrokoster i kommune
Et center under Næstved Kommune valgte i fredags at afholde julefrokost, selv om man havde fået at vide, at det var forbudt. Borgmesteren er forarget.
Udgivet: 14/12/2021
I fredags hyggede man sig med mad og alkohol i Center for Neuropædagogik, som hører under Næstved Kommune. Dermed trodsede medarbejderne et klart forbud mod julefrokoster i kommunalt regi.
Det beskriver TV2 Øst. Borgmester Carsten Rasmussen (S) og kommunaldirektør Rie Perry i Næstved Kommune havde ellers sendt et brev ud om, at alle julefrokosterne i kommunens regi var aflyst.
"Vi havde accepteret, at man kunne sidde sammen og spise julefrokostmaden, hvis det ikke kunne afbestilles. Det skulle dog være på samme måde, som hvis man spiste mad i kantinen. Ikke med pynt, alkohol og for megen hygge, siger Carsten Rasmussen til TV 2 Øst.
Han ryster på hovedet over beslutningen om at gennemføre arrangementet i Center for Neuropædagogik.
"Det er jo ikke for sjov, at vi besluttede at aflyse julefrokosterne. Det er jo tosset at holde sådan en frokost, når Søren Brostrøm og Mette Frederiksen stiller sig op, og siger, som de gjorde. Og konsekvenserne kan være store," siger Carsten Rasmussen til TV 2 Øst.
Kommunaldirektør Rie Perry har bedt om en redegørelse for arrangementet, og hvordan man bøjede reglerne for at kunne afvikle julefrokosten. Sagen får dog ikke nogen personalemæssige konsekvenser.
"Jeg er ikke julefrokostpolitiet. Og misforstå mig ikke - jeg synes virkelig det er dejligt, at de gerne vil hygge sig sammen. Fællesskaberne betyder meget. Men ledelsen må fremover tage det ad notam, at sådan en melding ikke er til fri fortolkning. Er man i tvivl fremadrettet, så må man spørge," siger Rie Perry til TV 2 Øst.
Sidst opdateret: 14/12/2021 - 11:23
Emner: Næstved Kommune








































