Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Peter Hummelgaard Thomsen (S) er tilbage fra barsel.

Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Peter Hummelgaard Thomsen (S) er tilbage fra barsel. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Beskæftigelsesminister vender tilbage fra barsel

Peter Hummelgaard (S) er igen aktiv beskæftigelsesminister oven på ni ugers forældreorlov.

Udgivet: 11/12/2021

Del artiklen:

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S) vender tilbage fra forældreorlov og varetager igen ministerposten.

Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en meddelelse.

- Peter Hummelgaard har siden den 9. oktober været på forældreorlov. I mellemtiden har udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) varetaget posten som fungerende beskæftigelses- og ligestillingsminister.

- I dag - den 11. december - er Peter Hummelgaard vendt tilbage fra sin forældreorlov og varetager altså igen posten som beskæftigelses- og ligestillingsminister, skriver ministeriet i en kort nyhed.

Dermed har Peter Hummelgaard holdt de ni ugers forældreorlov, som fra årsskiftet vil være øremærket fødendes partnere, med datteren Dagmar.

- Jeg glæder mig i den grad til mere tid til leg og omsorg og en masse praktiske opgaver, som også hører med.

- For at være helt ærlig, så har jeg også noget at indhente - både på det hjemmepraktiske og ikke mindst i forhold til hende, skrev Peter Hummelgaard den 8. oktober, da han gik fra, på Facebook.

Peter Hummelgaard har under sin barsel ikke været aktiv som minister, da Mattias Tesfaye (S) overtog hans opgaver.

Den socialdemokratiske minister var dog aktiv under valgkampen op til kommunalvalget den 16. november, hvor han adskillige gange deltog valgarrangementer ikke mindst på Amager, hvor han selv er valgt til Folketinget.

Senest har han været aktiv i debatten omkring tonen i den offentlige samtale om statsminister Mette Frederiksen (S), hvor han beskylder oppositionen for usagligt at tilskynde til konspirationsteorier.

- Virkeligheden er desværre ligegyldig når man ser sit snit til at angribe en politisk modstander.

- Dagens dramatiske begivenheder viser, hvordan deres kommunikation kan opildne visse mennesker. Det er en rystende og farlig strategi - og den minder desværre også om Trumps tilgang, skrev han så sent som torsdag.

/ritzau/

Sidst opdateret: 11/12/2021 - 11:46

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]