
DN gør sol- og vindenergi til en konflikt lokalt og forsinker den grønne omstilling, mener organisationer. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Naturfredningsforeningen kalder sig klimakæmper, men bremser grøn energi
Ngo’er, branchefolk og ekspert kritiserer Danmarks Naturfredningsforening for flere steder at modarbejde opførsel af vindmøller og solceller. Foreningen afviser kritikken.
Udgivet: 08/12/2021
På sin hjemmeside slår Danmarks Naturfredningsforening (DN) sig op som en organisation, der går »foran i klimakampen« og satser "helhjertet på grøn energi".
Men gennem sine lokalafdelinger har den magtfulde naturfredningsforening i årevis bekæmpet udbygning af nye vindmøller og solceller. Det skriver Dagbladet Information.
Klimaaktivister, ngo’er, branchefolk og en ekspert kritiserer DN for i flere tilfælde at være med til at bremse omstillingen. Særligt i områder, der ifølge kritikere ikke har en særlig naturværdi.
Frederik R. Sandby, der er leder af Klimabevægelsen, kalder det "yderst problematisk".
"DN udtaler sig som den grønne organisation, når DR1 og TV 2 kommer forbi. Men når de her sager skal gennemføres lokalt, så stritter man imod," siger han til Information.
Hos Dansk Energi oplever også man "gang på gang" et misforhold mellem DN’s klimabudskaber og lokalafdelingernes ageren.
"DN gør sol- og vindenergi til en konflikt. Og så snart der går konflikt i processen, tager det meget længere tid," siger branchechef Kristine Grunnet til Information.
Information giver i alt seks eksempler, hvor DN inden for de seneste to år har bekæmpet vindmøller eller solceller.
Eksempelvis forsøgte DN i april at bremse opsætningen af solceller på en forurenet og afspærret industrigrund i Valby. Det forurenede område er ifølge en miljørapport "domineret af trivielle og almindeligt forekommende arter", og solcellerne vil ikke umiddelbart skade flora og fauna, konkluderer rapporten.
Alligevel har DN insisteret på, at der er tale om "vild natur", har døbt den forgiftede grund ’Valby Enge’, og vil have undersøgt, om arealet kan åbnes som vild naturpark. Dermed er DN "med til at forsinke den grønne omstilling," siger klimaaktivist Mette Susgaard fra Den Grønne Studenterbevægelse.
Et andet eksempel er fra Vesthimmerland, hvor DN bekæmper en plan om at udnytte landbrugsjord til at opstille seks store vindmøller. Foreningen opfordrer til at droppe projektet »af hensyn til landskabet« og mener, at området ligger i et bælte med »enormt store naturværdier«.
Biolog Jan Durinck, som har lavet den obligatoriske miljøvurdering, oplyser dog til Information, at området "helt overordnet set er et ganske ordinært landbrugsområde".
"Det er virkelig ikke et tosset sted at opsætte vindmøller," siger han til Information.
Et tredje eksempel er Esbjerg, hvor kommunen i 2018 gav grønt lys til to vindmøller. Kort efter klagede DN blandt over, at "at kommunen er inhabil og har varetaget usaglige hensyn".
Planklagenævnet afviste i sin afgørelse alle kritikpunkter og blåstemplede kommunens beslutning. Behandlingen forsinkede projektet med næsten et år.
DN-direktør Lars Midtiby afviser kritikken. Ifølge ham »sløser« kommuner og energiselskaber ofte i deres planlægning og overholder ikke altid de regler og undersøgelser, som de er forpligtede til.
"DN støtter helhjertet udbygningen af vedvarende energi, både i ord og handling. Og det er en stor fejlslutning, hvis man mener, at enhver indvending mod konkrete vedvarende energiprojekter er udtryk for et ønske om at stå i vejen for den grønne omstilling. Det tror jeg er meget farligt for den folkelige opbakning til omstillingen," siger han til Information.
Sidst opdateret: 08/12/2021 - 06:03








































