
En faktuel gennemgang af dagens finanslovsaftale viser, at politikerne på en række områder overdriver effekten af aftalen - præcis som dele af erhvervslivet overdriver effekten af grønne tiltag. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Analyse: Partier oversælger velfærd i finanslov - se tallene her
Løfterne i Finansloven ligner til forveksling 'velfærds-washing'. Se, hvor meget pengene egentligt rækker til i forhold til de gyldne løfter.
Udgivet: 07/12/2021
Som en del af den netop indgåede aftale om finansloven er der aftalt en indsats mod "green washing". Altså firmaer som oversælger deres indsats for klimaet.
Meget tyder på, at der også er brug for en indsats mod partier, som oversælger deres indsats for velfærden - det kunne vel passende hedde 'velfærds-washing'. Det skriver NB-Økonomi.
En faktuel gennemgang af dagens finanslovsaftale viser, at der bag flotte ord om bedre velfærd på flere områder reelt blot er tale om mikroskopiske forbedringer.
Løft af fritidspædagogikken gælder kun for ganske få børn
Ifølge Den Radikale leder vil den nye finanslovsaftale sætte ind over for den trivselskrise, som partiet mener, at der er blandt børn og unge.
"Derfor sætter vi penge af - det har været en radikal prioritet - til fritidspædagogikken til klubber og SFO'er. Der hvor vores børn kommer efter skole, så der er nok voksne til at tage sig af dem, der har det sværest, så de bliver set, anerkendt og hjulpet," sagde Sofie Carsten Nielsen (R).
Ser man nærmere på det substantielle indhold i aftalen, så bliver en meget stor del af landets forældre skuffede, hvis de forventer at der kommer bedre normeringer i deres barns fritidshjem, klub eller SFO.
Ifølge teksten bag aftalen, så er der kun tale om 46,8 millioner kroner svarende til lidt over to pædagoger ekstra til deling mellem alle klubber og SFO'ere i en gennemsnitskommune. Forklaringen på det lave beløb er, at pengene alene skal gå til "områder med høj andel af sårbare og udsatte børn og unge".
Ifølge aftalen skal pengene fordeles efter forældrenes socioøkonomiske baggrund, og dermed vil det formentligt maksimalt blive omkring 10 procent af børnene, som rent faktisk kommer til at mærke nogen som helst forskel.
Bedre mulighed for sen skolestart for cirka 13-14 børn i gennemsnitskommune
SF gjorde et stort nummer ud af, at sende børn i skole, selvom de ikke er skoleklare.
Ifølge aftaleteksten kan forældrene nu regne med, at "alle børn, der trivselsmæssigt, socialt og fagligt har behov for et ekstra år i børnehave, skal have mulighed for udskudt skolestart."
Men ser man på de økonomiske rammer, så er der afsat 109 millioner kroner til at kompensere kommunerne for ekstraudgiften. Det der rundt regnet koster cirka 80.000 kroner alene i direkte omkostninger til en ekstra børnehaveplads at udsætte skolestarten, og dermed er der alene råd til at udsætte skolestarten for omkring 1300-1400 børn om året. Det svarer til knap tre procent af alle børn, der skal starte i skole eller omkring 13-14 børn i en gennemsnitskommune om året.
Fakta er altså, at det ikke bliver nogen bred rettighed for forældrene. Den væsentligste forskel er da også, at det i fremtiden ikke kræver en PPR-sag, og forældrene bliver involveret tidligere i processen.
125 millioner til ældreplejen svarer til under 0,3 procent
Overskriften værdig ældrepleje dækker over, at aftalepartierne har bevilget en ramme på 125 millioner kroner til "til at bidrage til værdig ældrepleje".
Kommunerne brugte i 2019 i alt 46,6 milliarder kroner på ældrepleje, og det nye løft svarer derfor til under 0,3 procent eller en ekstra krone for hver 373 kroner, der bruges i dag. Omsat til en gennemsnitskommune, så svarer det til lige godt 1,25 millioner kroner.
0,2 procent mere til handicapområdet udråbes om løft
Partierne bag finansloven har besluttet at afsætte i alt 115 millioner kroner ekstra til handicapområdet i 2022, hvilket svarer til cirka 0,2 procent af de samlede udgifter på cirka 50 milliarder kroner.
I lyset af, at udgiftspresset de seneste år har været cirka det syvdobbelte, og at der ikke blevet givet penge til området økonomiforhandlinger i foråret, så er det svært at betragte det som andet end velfærds-washing, når partierne præsenterer aftalen under overskriften "Bedre hjælp og støtte til mennesker med handicap".
Medmindre kommunerne tager penge fra andre velfærdsområder, så er den substantielle sandhed, at dagens finanslov har sikret, at servicen til borgere med handicap falder med en syvendedel mindre end ellers.
Alligevel præsenterede forligspartierne det på den måde, at mennesker med handicap kan se frem til bedre hjælp.
"Vi er rigtig, rigtig stolte af, at der bliver sat 100 millioner kroner af til at implementere den reform der kommer af handicapområdet, og at vi sikrer bedre retssikkerhed og bedre hjælp til mennesker med handicap," sagde Mai Villadsen ved præsentationen af finansloven.
Cirka 10.000 ekstra til hver lærerstuderende
Der er nogle få områder, hvor ekstra bevillingerne i årets finanslov kan ventes at få en synlig effekt.
Partierne har angiveligt efter radikale krav afsat 125 millioner kroner til en forbedring af læreruddannelsen, og det svarer til cirka 10.000 kroner ekstra til hver at de 12.000 lærerstuderende i Danmark.
Taxameteret til læreruddannelsen er aktuelt cirka 45.400 kroner, og det aftalte løft svarer dermed til omkring 22 procent. Det nye løft på i alt 125 millioner skal sammenlignes med, at professionshøjskolerne har krævet et løft på 200 millioner kroner.
Partierne har også afsat 95 millioner kroner til en nedsættelse af den maksimale klassekvotient fra 28 til 26 i 0-2 klasse. Der er relativt få klasser i Danmark, hvor klassekvotienten i dag er over 26, men det er også meget dyrt at oprette en ekstra klasse.
Derudover vil 18-21 årige i fremtiden få gratis tandpleje gennem den kommunale tandpleje og på sigt også gennem bedre muligheder for frit valg.
Både løftet om klassekvotienter og tandpleje er så tilpas kontante, at borgerne faktisk ved, hvad de kan forvente.
Men samlet set viser dagens pressemøde, at partierne bag finansloven ikke på nogen måde står tilbage for erhvervslivet, når det gælder om at hælde fakta igennem en vaskemaskine og få til at se pænere ud, end det reelt er.
Eneste forskel:
Erhvervslivet bruger "green washing", politikerne bruger "velfærds washing".
Sidst opdateret: 07/12/2021 - 05:58
Temaer: Kommuneøkonomi
Emner: Finanslov











































