
Rådhuset i Varde Kommune blev i går torsdag smykket med en gigantisk nissehuse. - Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Det gamle rådhus har fået nissehue på
I nogle kommuner nøjes man ikke med et stort, kommunalt juletræ med lys på. I Varde Kommune går man all in på nisser.
Udgivet: 26/11/2021
Julen nærmer sig, så byer og butikker bliver pyntet op. I sydjyske Varde Kommune har man valgt at satse meget på nisser.
I går, torsdag, blev Varde Kommunes tidligere rådhus iklædt en gigantisk nissehuse. Erna Lønborg i Janderup, en lokal møbelpolstrer, har faconsyet den store nissehue af ikke mindre end 120 kvadratmeter stof.
Varde har en tradition for nisser. Og derfor skaber det glæde i byen, at projektet med nissehue på det tidligere rådhus nu er blevet til noget. Der har blandt andet skullet indhentes en del tilladelser, skriver Ugeavisen Varde.
"Jeg fik ideen sammen med den tidligere turistchef Hans Jørgen Christensen for omkring 20 år siden. Jeg synes simpelthen, at faconen på det tårn kalder på en nissehue, og det passer helt perfekt til Varde som Nissernes By," siger Bjarne Refstrup til Ugeavisen Varde.
Han er formand for Varde Nisselaug, der hvert år sørger for at hænge hundredvis af nisser op rundt omkring i byen op til jul.

Mange steder i Varde møder man nu nisser:

Sidst opdateret: 28/11/2021 - 20:31
Emner: Varde Kommune







































