"Jeg håber, ministerbesøgerne bidrager til at sende et signal til Ishøjborgerne om, at jeg er et seriøst bud på en borgmester, der kan skabe resultater for Ishøj," skriver Merete Amdisen (t.v.), som i mandags fik valgopbakning fra statsminister Mette Frederiksen.

"Jeg håber, ministerbesøgerne bidrager til at sende et signal til Ishøjborgerne om, at jeg er et seriøst bud på en borgmester, der kan skabe resultater for Ishøj," skriver Merete Amdisen (t.v.), som i mandags fik valgopbakning fra statsminister Mette Frederiksen. - Foto: Poul Hansnæs

Kandidat-dagbog: 'Der var godt nok en hundelufter, der spilede øjnene op, da hun mødte statsministeren'

Det er noget af en mundfuld at få besøg af fem ministre i løbet af fem dage. Men det er værdifuldt i en valgkamp, hvor de sidste hårde kilometer nu skal tilbagelægges. Det beskriver borgmesterkandidat Merete Amdisen (S) levende i sin dagbog fra KV21.

Udgivet: 12/11/2021

Del artiklen:

KV21-dagbog af Merete Amdisen, spidskandidat for Socialdemokratiet i Ishøj Kommune

Uge 45

Mandag den 8. november

Da jeg vågnede her til morgen viste jeg, at det ville blive en begivenhedsrig dag. Om ikke andet, så fordi det i dag er dagen, hvor statsministeren kommer til Ishøj.

Min første opgave blev at skære igennem i en diskussion blandt kandidaterne, som kørte på vores interne Facebook-gruppe. Vi har fået en invitation til 'Valgkaffe' i boligselskabet AAB i Vejleåparken. Det er suverænt det valgarrangement, som flest kandidater har tilmeldt sig. Men efter tilmeldingsfristen har arrangørerne besluttet, at der max må deltage tre kandidater fra hvert parti. Og det er jo lidt problematisk, når 11 personer gerne vil deltage.

Kampagneudvalget har besluttet, at de fem kandidater, der bor i området har førsteret, og de har indbyrdes fået aftalt, hvem der deltager. Men det har givet anledning til lidt diskussion og ærgrelse blandt de øvrige kandidater.

Det er sjovt nok, fordi det bliver næppe et møde, der kommer til at flytte mange stemmer. De fleste af de beboere, der møder op til Valgkaffe, ved jo godt, at der er valg - ellers ville de jo ikke deltage i et valgarrangement. Der er meget mere vundet ved at forsøge at få nogen af alle dem i tale, der IKKE kommer til Valgkaffe.

Kl. 08.53 ringede en fyr fra PET (Politiets Efterretningstjeneste), der gerne ville vide, om vi kunne mødes lidt før statsminister Mette Frederiksens besøg. Der er godt nok meget at forholde sig til forud for et statsministerbesøg.

Kl. 09.26 opkald fra partikontoret ligeledes angående Mettes besøg - De ville gerne vide, hvordan stiernes beskaffenhed var, og om Mette skulle have gummistøvler med. (Svært for mig at svare på) Men ingen detaljer er for små, når det kommer til Mettes besøg, som indtil nu er blevet planlagt, aflyst og flyttet sådan cirka tre-fire gange.

null

Jeg blev hentet af Aase, som står for at holde styr på min kampagne i denne uge (og i sidste uge i øvrigt). Vi mødtes med formanden for partiforeningen kl. 10.00 - i god tid inden statsministerens ankomst.

Aases lille bil er omdannet til kampagnebil, og vi er forberedt på det meste.

Politiet patruljerede flittigt i området omkring Landsbyskoven. De var lidt forundret over vores valg af lokalitet. Men vi ønskede at bruge statsministerens besøg til at sætte fokus på bynær natur, skovrejsning og afledning af overfladevand, som er nogle af de herlighedsværdier, som Ishøj rummer, og som Socialdemokratiet gerne vil have mere af i de kommende år.

PET kom ligeledes i god tid, og kort tid efter alle folkene fra Mettes kampagnestab. Programmet for besøget blev kort gennemgået - igen, og vi stod alle klar til modtagelse kl. 10.30, da statsministeren ankom fuldstændig efter planen. Hun startede besøget med at trække i gummistøvler, hvorefter hun fik hilst på kandidaterne og formanden for Ishøj Forsyning Ebbe Rosenberg (uden håndtryk).

Herefter gik vi en tur ad stierne. Der var godt nok en hundelufter, der spilede øjnene op, da hun mødte statsministeren på sin gåtur.

Undervejs fortalte Ebbe Rosenberg om vores skovrejsningsprojekt, søerne, som er anlagt som regnvandsbassiner og de 6 km. stianlæg, der sikrer let adgang til de rekreative områder. Han sluttede af med at forære statsministeren to glas honning fra bier i lokalområdet.

Besøget var planlagt til at vare 40 minutter, tidsplanen var knap, men der blev dog tid til fotos og interview med lokalavisen. Mette og jeg fik også lavet en kort video, hvor hun anbefaler borgerne i Ishøj at stemme på mig. Virkelig fedt med opbakning fra partiets ledelse.

Kort efter besøgets afslutning ringede en journalist fra TV2 Lorry med henblik på at lave en aftale på valgdagen. Vi lavede også en interviewaftale fredag eftermiddag, hvor jeg er inviteret til til at være gæstebartender på den lokale bodega i Vejleåparken - Jeppes Bodega.

Aase og jeg planlagde ugen, der kommer - imens telefonen bimlede og bamlede. Der er ikke så mange vælgermøder i kalenderen denne uge, så vi har i stedet planlagt uddeling foran forskellige butikker i ugens løb.

Jeg fik naturligvis også lavet et Facebook opslag med fotos fra Mette Frederiksens besøg. Besøget gav også en rigtig fin omtale i onlineudgaven af lokalavisen Sydkysten allerede samme eftermiddag.

null

Eftermiddagen var afsat til endnu et ministerbesøg nu med indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad. Dette besøg var planlagt længe inden Mettes besøg, men det er lidt overvældende i en lille kommune som Ishøj, at få besøg af to ministre på samme dag. Det betød desværre også, at lokalpressen ikke deltog i Kaare Dybvads besøg, ærgerligt nok.

Formanden for boligområdet Vildtbanegård, som er et af de boligområder, der nu er på regeringens “forebyggelses-område-liste”, viste os rundt i bebyggelsen. Der var derfor en naturlig interesse fra flere af de aktive folk fra boligafdelingens bestyrelse i at høre ministerens tanker om, hvordan vi skal bære os ad med at styrke beboersammensætningen i netop deres bebyggelse. Det fik vi en rigtig god dialog om, og ministeren benyttede også lejligheden til at nuancere nogle af elementerne i boligudspillet.

Vi havde planlagt besøget som en 'walk and talk'. Vi har gjort os gode erfaringer med udendørsarrangementer i kølvandet på corona, det giver lidt mere frihed, plads og frisk luft, og inviterer på en anden måde til dialog med deltagerne. Men jeg må indrømme, at november er ved at være sidst på året for udendørs arrangementer af den type. Øv hvor var det koldt.

Midt under besøget ringede en medarbejder fra Vestegnens Politi, for at følge op på næste uges valg. Og for at høre om jeg havde spørgsmål til vejledningen for valgformænd i tilfælde af krisesituationer på valgstedet. Det er godt nok mange forskellige ting, man skal holde rede på i løbet af sådan en dag.

"Er det ikke på de sociale meder. Er det ikke sket"

En stor del af valgkampen er brugen af Facebook. Derfor er det selvfølgelig lidt meget, med to ministerbesøg på samme dag. Men der skulle nu alligevel endnu et facebookopslag til. Er det ikke på de sociale meder. Er det ikke sket.

Jeg sluttede eftermiddagen af med udvalgsmøde på Rådhuset. Valgperiodens næstsidste udvalgsmøde. Der var ikke så mange sager på dagsordenen, så mødet blev rimelig hurtigt afviklet.

Da jeg endelig kunne lande i stuen hjemme på Vejledalen, var jeg godt brugt. Martin (Merete Amdisens mand, Martin Baden (S), medlem af Regionsrådet i Region Hovedstaden, red.) havde også været i gang med valgkamp hele dagen, så vi udvekslede oplevelser fra dagen, imens vi ventede på statsministerens pressemøde.

Hen under aften fik jeg en SMS fra min gode ven fødevare-, landbrugs- og fiskeriminister Rasmus Prehn, som tilbød at komme forbi Ishøj i morgen eftermiddag, og hjælpe med lidt kampagne.

Det tilbud tog jeg selvfølgelig imod. Jeg var formand for DSU Tåstrup tilbage i slutningen af 80’erne, da Rasmus meldte sig ind i DSU, så vi har fulgtes ad i mange år efterhånden. Mon ikke jeg kan opstøve nogle roser i løbet af dagen i morgen, som vi kan dele ud til de travle pendlere på vej hjem fra arbejde.

Tirsdag den 9. november

Kun én uge til valgdagen (men hvem tæller).

Jeg startede dagen med at læse forskellige valganalyser, der alle nævner valget i Ishøj. Jeg tror, jeg vil læne mig mest op ad Danske Kommuners - det er i hvert fald den, der var mest optimistisk på mine vegne - muligvis ikke det mest realistiske, men helt klart den mest optimistiske.

Derefter gik jagten ind på roser. Jeg satte Martin af i Vejleåparken - Ishøjs absolut største boligområde. Hvis han smider sit valgmateriale i alle postkasser i området, kan han komme af med over 2.000 flyers, nu må vi se, hvad han når, inden jeg har fundet mine røde valgkampsroser, og får hentet ham igen.

Det viste sig, at jeg var heldig - Bilka havde tilbud på roser 10 stk. for 15 kr. Så jeg frådsede og købte 100 stk. til dagens valgaktiviteter. Jeg fik også lige handlet lidt mad - det gik jo pludselig op for mig, at det er Mortens aften i morgen, onsdag. Så nu er der købt ind til andesteg til familien, og jeg håber bare, at der er nogen hjemme til at spise den i morgen aften.

De 100 roser skulle naturligvis aftornes og forsynes med rosekort. Normalt køber vi roser, der er Fairtrade-mærkede, men dette arrangement var lidt impulsivt, så der var ikke tid til at være helt politisk korrekt, må jeg med skam indrømme.

Kl. 11.40 hentede Aase mig i 'kampagnebilen'. Vi havde planlagt en uddeling foran Netto og Tinas Pølser i Torslunde, hvor vi ikke har haft nogen valgaktiviteter endnu. Vi havde lagt mærke til, at der er ret mange, der spiser frokost hos Tinas Pølser. Dem vil vi prøve at ramme - og så håbe på, at de er lokale. Desværre viste det sig at være en lidt sløv dag foran Tinas Pølser.

Mens vi delte ud, ringede TV2 Lorry, som gerne ville lave et interview om vaccinationsindsatsen i Ishøj kommune. Jeg sagde i det store hele nøjagtig det samme, som jeg sagde i et interview for 14 dagen siden, men sagen har fået fornyet interesse efter statsministerens pressemøde i går (mandag, red.).

Efter roseuddelingen i Torslunde var jeg kort forbi Seniorrådets julefrokost. Det var også det nuværende Seniorrådsvalget sidste møde, så det blev et vemodigt farvel til formanden, som desværre flytter fra kommunen.

null

Eftermiddagen var planlagt i selskab med Rasmus Prehn. Der er altid stemning og fest i selskab med Rasmus, og han gjorde sit til, at roseuddelingen var betydelig mere festlig end vanligt.

Mens jeg havde delt roser ud i Torslunde, havde Martin hentet de 150 nye plakater, som vi skal hænge op på torsdag. Endnu en gang er carporten fyldt godt op med plakater. Bare vi får plads til dem alle i lygtepælene.

Altinget har i dag offentliggjort en artikel om Ole Bjørstorp under overskriften “Borgmesteren der ikke ville gå af”. Jeg er også omtalt i artiklen, og flere byrådsmedlemmer er citeret. Den har givet anledning til en del debat på de lokale Facebooksider.

Artiklen er ikke særlig flatterende for Ole Bjørstorp, og jeg får også selv lige en sviner med på vejen af tidligere borgmester og æresmedlem i Socialdemokratiet Per Madsen, hvis datter har lavet Annelise-Madsen-Listen, efter hun tabte afstemningen om spidskandidatposten i Socialdemokratiet. Lige præcis den del af artiklen syntes en kandidat fra Nye Borgerlige, at hun var nødt til at dele, som serviceoplysning for borgerne. Tak for det.

Rasmus Prehn lavede efter sit besøg i Ishøj et rigtig fint Facebook-opslag, hvor han giver mig sine bedste anbefalinger - Det var pænt af ham.

Jeg har været utrolig privilegeret med opbakningen fra vores folk på Christiansborg. I fredags havde jeg besøg af Astrid Krag (social- og ældreminister, red.), lørdag af Mattias Tesfaye (udlændingeminister og fungerende beskæftigelsesminister, red.), mandag af Mette Frederiksen og Kaare Dybvad samt tirsdag af Rasmus Prehn.

Jeg håber, ministerbesøgerne bidrager til at sende et signal til Ishøjborgerne om, at jeg er et seriøst bud på en borgmester, der kan skabe resultater for Ishøj - også når det kommer til de mere nationale dagsordener.

"Vi blev enige om, at bakke op om at undlade uddeling af valgmaterialer"

Sidst på aftenen kom en mail fra Enhedslisten med en opfordring til ikke at lave valgkampsaktiviteter i Ishøj Bycenter på lørdag grundet corona-smitten, som jo desværre stadig er ret høj i Ishøj. Efter at have talt med partiforeningsformanden blev vi enige om, at bakke op om at undlade uddeling af valgmaterialer i centeret, såfremt de øvrige partier var enige. I stedet kan vi lave vores uddelinger i det fri foran stationen og nogle af de mindre butikker rundt om i kommunen.

Onsdag den 10. november

Lokalavisdag - det er sidste udgave inden valget, og det er selvfølgelig spændende, hvordan omtalen af de forskellige partier er. Vi har igen i denne uge købt omslaget til forsiden. Og søreme om ikke også vi fylder den 'rigtige' forside med fotos og omtale af statsministerens besøg.

Der var et enkelt læserbrev, der direkte kritiserede mig - det havde jeg heldigvis haft mulighed for at give et svar på, så påstandene ikke står uimodsagt frem til valget. Der er tale om endnu et urigtigt indlæg om aktivitetscenteret på vores plejehjem. Det er godt nok nogle sejlivede rygter, der går på det sted.

Vores gruppeformand Kasper Bjering havde sammen med Enhedslistens byrådsmedlem lavet et læserbrev omkring debatten om 'nul-optaget' på Sydkystens Gymnasium for næste skoleår. Martin havde også et indlæg i om gymnasiets fremtid set med regionalpolitiske øjne. Begge indlæg var klare og præcise.

Alt i alt, er Socialdemokratiet godt omtalt og repræsenteret i lokalavisen i denne uge. Der var også en udmærket omtale af Venstre i forbindelse med Jakob Ellemann-Jensens besøg i vores lokale moske, hvor han havde været sammen med de lokale Venstre-kandidater. I øvrigt en god og oplysende artikel, som i hvert fald ikke skader os. Ingen af de øvrige partier havde redaktionel omtale, men flere af partierne havde både hel- og halvsides annoncer.

Jeg måtte også lige ind på TV 2 Lorry og tjekke indslaget om Ishøj Kommunens vaccinationsindsats - det syntes jeg gik ok. Det er jo ubetaleligt med en tv-optræden i regionale nyheder lige inden et valg. Tak for det TV2.

Henad eftermiddagen var jeg forbi til et kort besøg i den pakistanske moske. Jeg havde aftalt med formanden for den pakistanske kulturforening, at jeg lige slog vejen forbi med nogle visitkort og fik en kort snak her inden valget.

Derefter mødtes jeg med tre af kandidaterne i vores partilokale. Vi har arrangeret forskellige uddelinger denne eftermiddag - en foran Netto og en i Vejleåparken. I Vejleåparken tager de vores 'kafferygsæk' med, og inviterer borgerne på en kop kaffe. Vi fik en rigtig hyggelig snak, imens vi bryggede kaffe og pakkede de materialer, vi hver især skulle have med.

Der var ikke så mange kunder ved Netto denne aften, men nu kan vi da i hvert fald sige, vi har gjort en indsats.

Aftenen blev brugt til at forberede morgendagen debat i TV-Ishøj. Alle partier er inviteret til to timers direkte valgudsendelse. Der er udvalgt nogle temaer, og borgerne har kunnet indsende spørgsmål til debatten. Det er den sidste debat inden valget.

Jeg syntes, jeg er ved at være lidt kampagnetræt - det er lige tidligt nok. Der er stadig seks dage til valget.

Læs også:
Kandidat-dagbog: 'Når vi tænkte tilbage, så begyndte den interne ballade for omkring fem år siden'

Sidst opdateret: 12/11/2021 - 11:34

Temaer: Kommunevalg

Emner: Ishøj Kommune, Byråd, Socialdemokratiet, Statsministeren, Kaare Dybvad Bek (S), indenrigs- og boligminister

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]