
Der er færre i byrådene, som arbejder i det private erhvervsliv, end der er byrådsmedlemmer ansat i kommunerne. - Foto: Wim Daneels/Pfizer/Ritzau Scanpix
Fire ud af ti byrødder arbejder i kommunen
Kommunernes egne ansatte er markant overrepræsenterede i kommunalbestyrelserne. Faktisk er der flere lærere, pædagoger og andre kommunalt ansatte i byrådene, end der er folk med baggrund i det private erhvervsliv, viser ny opgørelse.
Udgivet: 21/04/2022
Ser man på fordelingen mellem ansatte i kommunerne og ansatte i det private erhvervsliv - valgt ind i landets kommunalbestyrelser ved kommunalvalget 2021 - så er fire ud af ti byrødder kommunalt ansatte. Kommunernes egne medarbejdere er dermed markant overrepræsenterede i kommunalbestyrelserne.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
En af dem, der holder fast i at være ansat i det private ved siden af sit arbejde i kommunalbestyrelsen, er Anette Mosegaard (K). Hun er byrådsmedlem i Ikast-Brande og HR-medarbejder i KP Components, der producerer industrimaskiner.
Anette Mosegaard mener, det er meget vigtigt, at forholde sig til, hvordan kommunalbestyrelser er sammensat, fordi de bedste beslutninger træffes ud fra en mangfoldighed af forskellige indsigter/baggrunde.
"Personligt vil jeg til hver en tid holde fast i et job i det private, fordi jeg kan mærke, at jeg mister føling med, hvad der sker uden for kommunen, hvis ikke jeg selv er tilstede der," siger Annette Mosegaard til NB-Kommune.
(Artiklen fortsætter efter grafikken)
For byrådspolitikeren er det dog vigtigt at understrege, at hun ikke er ude efter at kritisere hendes kommunalt ansatte kolleger i byrådet, men blot slå et slag for vigtigheden af, at kommunalbestyrelser afspejler samfundet bedst muligt, hvilket ikke blot handler om, hvor man har sin primære beskæftigelse.
"Det er lige så vigtigt at huske på, at vi skal være mangfoldige"
"Det er lige så vigtigt at huske på, at vi skal være mangfoldige, også når det kommer til alder, køn og hvad der ellers gør os i stand til at bidrage med forskellige perspektiver til vores arbejde i byrådet," lyder det fra Anette Mosegaard.
Ser man på fordelingen af kommunalt - og privat ansatte i opgørelsen fra Danmarks Statistik, så er det kun få procent, der adskiller mængden af henholdsvis kommunalt- og privat ansatte i landets kommunalbestyrelser.
Markant overrepræsenteret
Ved kommunalvalget i 2021 blev 2.436 personer valgt til kommunalbestyrelserne. Blandt det arbejder 41 procent i en kommune, mens 39 procent arbejder i private virksomheder.
Til sammenligning arbejdede 19 procent af alle beskæftigede over 15 år i november 2020 i den kommunale sektor.
Noget anderledes så det ud blandt de opstillede kandidater, hvor 24 procent arbejdede i den kommunale sektor og 44 procent i private virksomheder.
Kommunalforsker Roger Buch, som er forskningsleder ved mediehøjskolen DMJX, er ikke som sådan overrasket over, at der er en overrepræsentation af kommunalt ansatte i kommunalbestyrelserne. Han fremhæver særligt to parametre, der kan forklare hvorfor.
"Når man for eksempel som lærer eller pædagog står over for en problemstilling i hverdagen, er det for mange af os natuligt, gerne at ville gøre noget ved det. Måden, man kan det, er ved at engagere sig politisk," siger Roger Buch til NB-Kommune og fortsætter:
"Og så er det sådan, at den kommunale sektor er bedre end den private til at udvise forståelse og give plads til byrådsarbejde."
"Byrådsmøder inden for den normale arbejdstid er et eksempel på noget, der ofte kan spille nemmere sammen med et job i kommunalt regi frem for, hvis du arbejder i en privat virksomhed og skal have fri."
Ifølge forskeren er der dog en gruppe, der bliver glemt i tabellen, og som rykker lidt ved det billede, der tegner sig.
“Dog er det vigtigt at bemærke, at andelen af selvstændige erhvervsdrivende ikke er medtaget i denne tabel. Det betyder, at skævheden faktisk syner større, end den reelt set er,” siger Roger Buch.
Kommuners storkunder er underrepræsenterede
Selvom Roger Buch ikke køber præmissen om, at fordelingen af kommunalt og privat ansatte på nuværende tidspunkt er uhensigtsmæssig, så deler han synspunkt med Annette Mosegaard vedrørende vigtigheden af mangfoldige byråd. Og her springer særligt en gruppe ham i øjnene som en underrepræsenteret gruppe.
"Nogle af de mest underrepræsenterede i landets kommunalbestyrelser er de ældre - pensionisterne. Det taler vi bare ikke så meget om, fordi der kulturelt er tendens til at betragte ældre som nogle, der har bidraget det, de skulle, og måske ser vi dem endda som ressourcesvage personer. Men de ældre er nogle af kommunernes absolutte storkunder," lyder det fra Roger Buch.
Læs NB-Kommunes tema om politik (over 800 artikler)Sidst opdateret: 20/04/2022 - 21:39
Temaer: Kommunevalg
Emner: Ikast-Brande Kommune, Kommunalbestyrelser, Byråd







































