Den højeste incidens af covid-19 ses i øjeblikket blandt skolebørn fra 6 til 11 år.

Den højeste incidens af covid-19 ses i øjeblikket blandt skolebørn fra 6 til 11 år. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Corona blandt unge skolebørn når hidtil højeste niveau

Blandt de 6- til 11-årige ses der 941 tilfælde per 100.000 ifølge SSI. Det er det hidtil højeste niveau.

Udgivet: 12/11/2021

Sponseret af

Sponsor Billede

Del artiklen:

Coronasmitten er steget den seneste tid, og særligt blandt de helt unge børn i skolealderen er smitten høj.

Det viser en ny rapport fra Statens Serum Institut (SSI).

- Incidensen er højest blandt skolebørn i alderen 6-11 år, hvor den har nået det hidtil højeste niveau under hele epidemien, fremgår det.

I aldersgruppen ses der lige nu 941 tilfælde per 100.000 børn og et højt antal mulige smitteudbrud på landets skoler.

Stigningen har ifølge afdelingslæge Rebecca Legarth fra SSI været i gang et stykke tid efterhånden.

- Det, vi kan se, er, at smitten for de her 6- til 11-årige – det vil sige gruppen af skolebørn, som lige nu ikke har mulighed for at blive vaccineret – har været stigende siden uge 37, altså i september, siger hun.

Hun fortæller, at der ses en lignende tendens med stigende smitte i landene omkring Danmark.

- Særligt i Norge ser man også, at det er den gruppe af skolebørn - altså de 6- til 11-årige - hvor vi har de høje incidenser, siger Rebecca Legarth.

Mens børn under 12 år ikke normalt tilbydes at blive vaccineret mod covid-19, er det tilfældet for de ældre børn.

Blandt de lidt ældre børn mellem 12 og 15 år, der ikke er blevet vaccineret, er incidensen aktuelt højere end blandt skolebørnene fra 6 til 11 år.

Styrelsen for Patientsikkerhed har den seneste tid påbudt flere skoler at sende hele klassetrin hjem på grund af smitte.

Blandt andet skolen Læringshuset i Høje-Taastrup Kommune har måttet sende eleverne fra 0. til og med 3. klasse hjem.

Særligt i indskolingen, på mellemtrinet og blandt personalet i grundskolerne ses der i øjeblikket mange udbrud, skriver SSI i rapporten.

I sidste uge var der 168 nye mulige smitteudbrud på skoler. Tallet kan dog være højere, da data opdateres bagudrettet.

De to foregående uger - uge 42 og 43 - er der aktuelt registreret henholdsvis 246 og 242 mulige coronaudbrud i skolerne.

I fremtiden kan det ende med, at børn helt ned til fem år bliver tilbudt at blive vaccineret mod covid-19.

I december forventer Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) at komme med sit svar på, om vaccinen fra Pfizer/BioNTech også kan anbefales til brug blandt børn mellem 5 og 11 år.

I USA er vaccinen allerede i brug i aldersgruppen.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, har tidligere udtalt, at han forventer en debat om, hvorvidt man skal vaccinere børn under 12 år.

/ritzau/

Sidst opdateret: 23/04/2024 - 08:31

Emner: Skole, Genåbning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]