
Serdal Benli (SF) medlem af byrådet i Gladsaxe Kommune fik af byrådet lov til at gå fra at være 1. viceborgmester til 2. viceborgmester. Men byrådet fulgte ikke forskrifterne for den slags. - Foto: SF
Tilsyn kritiserer byrådet i Gladsaxe
Byrådet i Gladsaxe Kommune har ladet to viceborgmestre bytte plads. Men det foregik ikke efter bogen, konstaterer det kommunale tilsyn.
Udgivet: 11/11/2021
Styrelsesloven blev brudt, da byrådet i Gladsaxe lod 1. viceborgmester Serdal Benli (SF) og 2. viceborgmester Peter Berg Nellemann (S) bytte pladser.
Det fremgår af en udtalelse fra det kommunale tilsyn under Ankestyrelsen.
Tilsynet konstaterer, at kommunalbestyrelsen ikke havde fritaget de to viceborgmestre fra deres hverv, før man lod dem bytte plads i borgmester-hierarkiet. Og tilsynet skriver:
"Først når kommunalbestyrelsen på et møde havde fritaget begge viceborgmestre for deres hverv, kunne de ledigblevne pladser på mødet besættes af den valggruppe, der havde valgt dem."
Det var et led i konstitueringen mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Konservative, SF og Enhedslisten, som gjorde, at Serdal Benli skulle afgive sin plads som 1. viceborgmester. Han forventede nemlig, at han ville blive valgt til Folketinget ved valget i 2019, men det skete ikke.
Byrådet besluttede i april 2020 at fritage Serdal Benli fra posten som 1. viceborgmester, men besluttede ikke samtidig at fritage Peter Berg Nellemann fra sin 2. viceborgmesterpost.
Byrådsmedlem Lone Yalcinkaya (V) er vred over forvaltningens og borgmesterens håndtering af sagen.
"Det er forstemmende, at jeg skal gøre borgmesteren og forvaltningen opmærksom på, at det var ude for skiven. Forvaltningen burde have sagt fra. Det fremgår klart af styrelsesvedtægten, at det er byrådet, der skal beslutte det," siger Lone Yalcinkaya til Danske Kommuner.
Sidst opdateret: 11/11/2021 - 11:28
Emner: Tilsyn, Gladsaxe Kommune, Byråd







































