
Hver tredje borgmester i landet har fået lækket deres private adgangskode til internettet. - Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Borgmestre og kommunalpolitikere hacket i stor stil
Ifølge en opgørelse er hver tredje borgmester blevet hacket, og adgangskoder er lækket i hundredvis på internettet. Byråd skal være mere omhyggelige, siger borgmester.
Udgivet: 10/11/2021
33 borgmestres personlige login-oplysninger til private tjenester og apps er blevet hacket og ligger nu frit på internettet. Også byrådspolitikere i en lang række kommuner er blevet ramt.
Det viser en undersøgelse foretaget afDR, der har haft adgang til to hjemmesider, der gemmer på adgangskoder og brugernavne.
Problemet er opstået, når politikerne har benyttet deres kommunale mailadresser til at logge ind på tjenester og apps som f.eks. sociale medier, datingsider, fitness-apps.
I Struer Kommune er borgmester Niels Viggo Lynghøj (S) en af syv byrådspolitikere, der nu må i gang med at ændre adgangsoplysninger til de forskellige tjenester.
Borgmesteren siger til Dagbladet Holstebro Struer, at det formentlig er i forbindelse med login til Netflix, at hans kode er blevet hacket. Han mener dog ikke, at hackerne har kunnet bruge oplysningerne til kriminalitet:
“Eventuelle hackere kan måske godt komme ind til en hjemmeside, eksempelvis Booking.com, via kodeordet. Men betalingsdelen er der en mur rundt om, og det er min klare opfattelse, at så stopper muligheden for at svindle,” siger Niels Viggo Lynghøj til Dagbladet Holstebro Struer.
Men politikerne har dog nu lært af hændelsen, lover han, og it-sikkerheden har fået et nøk opad:
“Hele byrådet er blevet bedt om at være ekstra omhyggelig og at have adskilte koder til deres private og den kommunale mailadresse," siger Niels Viggo Lynghøj til avisen.
I nabokommunerne viser DR’s lister, at borgmesterkollegerne i Holstebro og Lemvig ikke har fået kompromitteret deres private adgangskoder.
Se kortet over de kommuner, der er blevet hacket på DR’s hjemmeside her.
Sidst opdateret: 10/11/2021 - 10:38
Emner: Kriminalitet, Struer Kommune, Datalæk







































