Regeringen har tilsyneladende svært ved at beslutte sig for, hvornår et økonomisk incitament påvirker kommunernes adfærd.

I sommer mente regeringen ikke, at et økonomisk incitament på op til et par hundrede tusinde kroner ville påvirke kommunernes valg af en institutionsplads til en borger. Det var dengang regeringen skulle forsvare en udskældt beslutning om at fjerne det såkaldte betalingskommunefolketal i udligningen. Det skriver NB-Økonomi.

Nu bare få måneder senere begrunder regeringen en ændring af reglerne for refusion af sundhedsudgifter med, at en relativ begrænset udgift til eksempelvis simpel sårpleje og til medicinhåndtering kan "udgøre en barriere for, at en kommune opretter specialiserede tilbud", fremgår det af bemærkninger til lovforslag L27.

Regeringens skiftende holdning til betydningen af økonomiske incitamenter har ifølge NB-Økonomis oplysninger skabt opmærksomhed blandt medlemmer af Ældre- og Socialudvalget, som vil bruge den manglende konsekvens til at presse regeringen i diskussionen om det såkaldte betalingskommunefolketal.

Det underbygges af, at Folketingets indenrigs- og boligudvalg netop har modtaget en stribe svar på nye spørgsmål om betalingskommunefolketallet. Baggrunden for kritikken er, at afskaffelsen af betalingskommunefolketallet i den kommunale udligning vil give kommunerne et økonomisk incitament til at placere borgere med handicap på en institution indenfor kommunegrænsen. Årsagen er, at kommunen dermed beholder tilskud og udligning til personen.

Øger gevinsten ved at have institutioner indenfor kommunegrænsen

Den nye foreslåede som betyder, at en institution kan videresende en regning for sundhedspleje udført på institutionen til borgerens oprindelige hjemkommune vil blive fulgt op af en ændring af sundhedsloven, så bopælskommunen kan sende en regning på alle sundhedsudgifter til den kommune, som skal betale for borgerens institutionsophold.

Sker det, så vil det blive en solid forretning for en kommune at have institutioner i kommunen, som tiltrækker borgere fra andre kommuner. For så vil borgeren udløse store tilskud og udligning til bopælskommunen uden at den har nævneværdige udgifter på en beboer på en institution.

Modsat vil det også styrke kommunernes økonomiske incitament til at placere borgere på institutioner inden for egen kommunegrænse. Men det økonomiske incitament omtales ikke i bemærkningerne til loven.