Trafikken været stigende i centrum af Silkeborg de senere år.

Trafikken været stigende i centrum af Silkeborg de senere år. - Foto: Silkeborg Kommune

Flertallet vil have bilerne ud af trafikplaget by

'Bilernes by' skal fremover mere være borgernes by. Et stort flertal mener, at det er godt at begrænse biltrafikken i midtbyen, viser en meningsmåling.

Udgivet: 15/10/2021

Del artiklen:

Silkeborg har oplevet en stor vækst i indbyggertallet, og nærmer sig de 100.000 indbyggere i kommunen. Men ofte følger der også biler med tilflytterne.

Helt generelt har trafikken været stigende i centrum af Silkeborg de senere år.

- Der er kommet en voldsom øget trafik i byen, siger Jesper Vang, som har været taxachauffør i Silkeborg siden 1997.

- Det er en udfordring, når du kommer her igennem klokken otte om morgenen. Samtidig kan vi også se, at kommunen de planlægger en hel masse, som jeg tror, kommer til at virke, siger Jesper Vang til TV2 Østjylland.

Jens Anton Heiberg er til daglig pædagog. Han har valgt at tage cyklen, for at slippe for kø og for at sidde fast i myldretrafikken.

- De mange biler betyder mere vækst, men det betyder også, at nogle gader er lukket ned og blevet ensrettet, og det skaber en masse forvirring for os, der befærder sig herinde, siger han.

Jysk Analyse har for TV2 Østjylland, TV MidtVest og Midtjyllands Avis spurgt et repræsentativt antal af silkeborggenserne, om det er en god eller dårlig idé, at Silkeborg Kommune tager initiativer til at begrænse biltrafikken i Silkeborg midtby.

Her svarer 76 procent, at det er en god idé.

- Det er en fin løsning med den nye vej ud til motorvejen for at løsne noget af trafikken op i midtbyen. Men der er stadig et problem rent koordineringsmæssigt med, at der er en helvedes masse biler i myldretrafikken, der ikke kan komme nogle steder, siger Jens Anton Heiberg til TV2 Østjylland.

Undersøgelsen er foretaget mellem 6.-10. oktober 2021 som telefoninterviews med et repræsentativt udsnit på 1.040 borgere i Silkeborg Kommune.

Hvis det står til Jan Beck-Nielsen, som er kandidat til det kommende kommunalvalg til november for Nye Borgerlige, så skal kommunen stoppe med at bygge mere i midtbyen.

- Jeg så gerne et byggestop for store projekter de næste fire år. Vi løser ikke de her udfordringer ved at lade flere flytte ind til midtbyen, siger Jan Beck-Nielsen (NB) til TV2 Østjylland.

Han vil gerne have flere tilflyttere til kommunen – bare ikke i midtbyen.

- Der skal ikke laves restriktioner for bilisterne, men vi skal være bevidste om, at vi har en udfordring. Der skal ikke flere mennesker ind i byen og bo, siger Jan Beck-Nielsen.

Det mener han ikke, at det nuværende byråd har været gode nok til.

- Nej, det har de ikke. Det er kommet på bagkant. Det kan ikke komme som en overraskelse, at dem der flytter til byen, har biler og børn. Vi har også set problemer på daginstitutionsområdet, siger Jan Beck-Nielsen.

Silkeborg Kommune er ved at lave om på trafikmønstre – men de har først kunne gå i gang, efter store projekter med veje og kloaker er afsluttet og kommet på plads, fortæller udvalgsformanden for Plan- og Vejudvalget.

- Overordnet handler det om, at vi har lavet en kommuneplan, hvor vi vil lave større centrale parkeringshuse i Silkeborg by, siger Hans Okholm (SF), formand for Plan- og Vejudvalget i Silkeborg Kommune.

- Silkeborg er bilernes by, og det vil vi gøre op med, så bilerne er i nogle parkeringshuse og kasser, og arealerne skal bruges til at skabe byrum til mennesker, siger han.

Det vil tage tid, før alle nye tiltag er på plads – og det vil også skabe gener, men så vil det blive godt, mener Hans Okholm.

- Det er for at skabe et bedre flow for biler. Det tager tid at få det finansieret, og få det lavet. Det vil genere, og det kan jeg godt forstå. Men det er ligesom med motorvejen, når først det er der, så er det lækkert, siger udvalgsformanden til TV2 Østjylland.

Sidst opdateret: 15/10/2021 - 11:03

Emner: Silkeborg Kommune, Byudvikling

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]