
Fire borgmestre på besøg i transportministeriet. Fra venstre: Mette Jorsøe, Pernille Beckmann, Anette Mortensen og Niels Hörup. - Foto: Stevns Kommune
Fire borgmestre er bekymret over slam fra Lynetteholmen
For at Københavns Kommune kan bygge og udvikle Lynetteholmen, skal kommunen af med 2,5 mio. m3 slam. Det har et flertal på Christiansborg godkendt kan dumpes i havet ved Køge Bugt.
Udgivet: 14/10/2021
Med opførelsen af den nye bydel og kunstige halvø Lynetteholmen i Københavns Kommune, opstår der behov for at få dumpet 2,5 mio. m3 slam.
Politikerne på Christiansborg har besluttet, at det skal ske nær Køge Bugt, og det bekymrer kommunerne langs bugten, og derfor tog fire borgmestre i går på besøg hos transportminister Benny Engelbrecht.
På mødet deltog Anette Mortensen (V), borgmester i Stevns Kommune; Niels Hörup (V), borgmester i Solrød Kommune; Pernille Beckmann (V), borgmester i Greve Kommune og Mette Jorsøe (R), 1. viceborgmester i Køge Kommune.
"De mulige konsekvenser for havmiljø, natur, erhverv og turisme rækker langt ud over Køge Bugt-området. Der sker rigtig meget i Køge Bugt-området, og hvad betyder de enkelte dele hver for sig, og ikke mindst til sammen’, spørger borgmester i Stevns," Anette Mortensen, som også er talsperson for kommunerne i Region Sjælland.
Hun tilføjer:
"Vi har i Stevns et stort verdensarvsområde, vi skal tage vare på på vegne af hele verdens befolkning, og det ansvar forpligter. Derudover har vi et Natura 2000-område ud for Stevns Klint. Jeg er meget bekymret for de evt. konsekvenser, når havet flytter på det dumpede slam. Og det gælder jo ikke kun Stevns, men alle kommunerne i Køge Bugt-området," sagde Anette Mortensen efter mødet.
Ministeren erkendte på mødet, at Køge Bugt-kommunerne ikke har været informeret, og tilbød kommunerne et fælles informationsmøde mellem ministeriet og de fire kommunalbestyrelser. Kommunerne kommer til at følge projektet helt til dørs for at sikre, at ministeren er opmærksom på at håndtere miljøkonsekvenserne af projektet.
Sidst opdateret: 14/10/2021 - 10:50
Emner: Greve Kommune, Køge Kommune, Solrød Kommune, Stevns Kommune







































