Facebook har et datacenter i Esbjerg og vil nu - igen - se på muligheden for at opføre et i Esbjerg.

Facebook har et datacenter i Esbjerg og vil nu - igen - se på muligheden for at opføre et i Esbjerg. - Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Facebook køber kæmpe grund i Esbjerg - overvejer datacenter

Esbjerg Kommune har solgt en grund på 212 hektar til Facebook, som måske vil bygge et datacenter.

Udgivet: 13/10/2021

Del artiklen:

Facebook har købt en stor grund i nærheden af Esbjerg, hvor giganten overvejer at opføre et stort datacenter.

Grunden ligger i byen Andrup, er på 212 hektar og har kostet 277 millioner kroner. Det oplyser Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.

I 2018-2019 var Facebook igennem samme overvejelser, men dengang besluttede den amerikanske gigant at sløjfe planerne, men nu er det tilbage på bordet.

En talsperson fra Facebook siger i en skriftlig kommentar, at der endnu ikke er taget nogen endelig beslutning om at bygge datacenter.

- I de kommende måneder vil der blive udført nogle indledende, forberedende arbejder, som vil være med til at understøtte den videre udvikling af arealet.

- Opførelsen af et datacenter starter først, når der er truffet en endelig investeringsbeslutning, siger talsmand Likasz Lindell.

Grunden har en størrelse, der svarer til omkring 300 fodboldbaner.

Facebook kan starte sine undersøgelse med udgangspunkt i den allerede gældende lokalplan.

Borgmester i Esbjerg Jesper Frost Rasmussen (V) glæder sig over salget, men understreger, at der ikke er nogen garanti for et datacenter.

- Jeg er meget glad for, at Facebook er tilbage i Esbjerg og nu igen undersøger mulighederne for at etablere datacenter i Andrup.

- Underskrivelsen af købskontrakten er bare den første milepæl i denne proces, siger han i pressemeddelelsen.

Facebook har i forvejen et stort datacenter i Odense på knap 100.000 kvadratmeter. Der er overvejelser om at fordoble størrelsen, skrev TV2 Fyn tidligere i år.

Facebook har 18 datacentre i verden, hvoraf de 14 er opført på hjemmebanen i USA.

De øvrige ligger i Singapore, Irland og Luleå i den nordlige del af Sverige. Det fremgår af Facebooks hjemmeside.

/ritzau/

Sidst opdateret: 13/10/2021 - 12:27

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]