
Kommunerne kan godt inddrage de pårørende mere i hjælpen til de ældre, mener formanden for de kommunale velfærdschefer. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Ældrechef tager ømtåleligt emne op
Pårørende kan inddrages mere i at tage sig af de ældre i familien. Det mener formanden for kommunale ældrechefer. Udmeldingen får Ældre Sagen til at hejse et advarselsflag.
Udgivet: 30/09/2021
De pårørende til svagelige ældre kan inddrages mere og i et vist omfang også blive bedt om at hjælpe til.
Det giver formanden for de kommunale velfærdschefer i foreningen FSD, Jakob Bigum Lundberg, udtryk for i en artikel i Fyens Stiftstidende.
"Der kommer et voldsomt pres på at skaffe hænder til at tage sig af det stigende antal ældre, og vi bliver nødt til mere målrettet at yde hjælp efter individuelle behov. Herunder også at tage en dialog med den ældre og de pårørende for at finde ud af, om familien kan bidrage. Den dialog er der allerede flere kommuner, der er i gang med at styrke," siger Jakob Bigum Lundberg til Fyens Stiftstidende.
Han gør opmærksom på, at pårørende i nogle tilfælde godt kan hjælpe mere med at gøre rent, købe ind og andre praktiske ting. Og personlig pleje kan der også blive tale om, så længe det ikke bliver påduttet pårørende, understreger Jakob Bigum Lundberg i avisen.
Han prikker dermed til en ømtålelig debat om, i hvor høj grad borgerne skal drage personlig omsorg, og hvornår kommunerne skal træde til.
Ældre Sagen kommer da også hurtigt med en advarsel:
"Flere kommunalpolitikere siger, at nu må familien ind i kampen, men de pårørende er allerede inde i kampen, og de bliver nedslidte. Det nytter jo ikke, at den pårørende sygemelder sig, så vi får to syge i stedet for én," siger vicedirektør i Ældre Sagen Michael Teit til Fyens Stiftstidende, og fortsætter:
"Stop med at misbruge de pårørende. Det er ikke deres opgave at være sosu for deres familiemedlem. Det har vi uddannet personale til. På samme måde som vi har lærere til at undervise vores børn. Vi skal også undgå at flå pårørende væk fra arbejdsmarkedet, fordi der også er brug for deres hænder der."
Ældre Sagen har længe efterlyst en national handlingsplan for pårørende, hvor kommunernes samarbejde med pårørende skal fremmes. Og de pårørendes retsstilling skal forbedres.
Sidst opdateret: 30/09/2021 - 11:02
Emner: Ældrepleje, FSD








































