Regeringen, SF, Radikale, Alternativet og Venstre indgik i maj 2020 en aftale om reformen af det kommunale udligningssystem. Forstå her, hvordan den overordnet set er skruet sammen, og hvem der er bedst stillet før og efter udligning.

Regeringen, SF, Radikale, Alternativet og Venstre indgik i maj 2020 en aftale om reformen af det kommunale udligningssystem. Forstå her, hvordan den overordnet set er skruet sammen, og hvem der er bedst stillet før og efter udligning. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Udligning

Få styr på, hvordan udligningssystemet er skruet sammen, og se hvilke kommuner, der er bedst stillet både før og efter udligning.

Udgivet: 21/09/2021

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Udligning var et stort tema i kommunerne i 2020, og både før, under og efter regeringen sammen med dens støttepartier og Venstre indgik en aftale om reformen af det kommunale udligningssystem i maj 2020, var reformen udsat for stor kritik og debat.

Udligning er et evigt tilbagevendende tema ved kommunevalg, og også i 2021 må man forvente, at det i en række kommuner bliver et stort tema ved valgkampen. Men hvordan fungerer udligningssystemet egentlig, og hvem er bedst stillet før og efter udligning? Det kan du blive klogere på her.

Indtægter

Helt grundlæggende er udligningssystemet bygget op af en indtægtsside og en udgiftsside, hvor der bliver udlignet på tværs af landets kommuner.

På indtægtssiden udligner man med udgangspunkt i kommunernes gennemsnitlige beskatningsgrundlag per indbygger. Hvis en kommunes beskatningsgrundlag per indbygger ligger over gennemsnittet, betaler kommunen 75 procent af de indtægter, der ligger over gennemsnittet til udligningssystemet. Hvis en kommune omvendt ligger under gennemsnittet, får kommunen 75 procent af beløbet op til gennemsnittet.

Oveni det er der særlig høj udligning i yderpunkterne. Har en kommune et gennemsnitligt beskatningsgrundlag per indbygger, der ligger over 125 procent af landsgennemsnittet, udlignes 93 procent af den indtægt, der ligger over de 125 procent. Ligger en kommune under 90 procent af landsgennemsnittet på beskatningsgrundlag per indbygger, får kommunen 95 procent af det beløb, de mangler, for at komme op på 90 procent af landsgennemsnittet.

Udgifter

Kommunernes udgifter udlignes også. Udgifterne deles grundlæggende op i socioøkonomiske udgifter og aldersbetingede udgifter. De udgør til sammen en kommunes udgiftsbehov. Kommunernes samlede udgiftsbehov dækkes under et.

Her starter man med at se på de aldersbetingede udgifter. Social- og Indenrigsministeriet regner hvert år på, hvad en borger i en bestemt aldersgruppe i gennemsnit koster i kommunekassen. 67 procent af det beløb, som en kommune burde få på grund af alderssammensætningen, indgår så i kommunens udgiftsbehov.

De resterende 33 procent, som ikke tildeles ifølge alderssammensætningen, tildeles efter antal socioøkonomiske kriterier. For hver borger, som en kommune har indenfor hvert kriterie, tildeles kommunen et ”kriteriehit”, hvor nogle kriterier vægter væsentligt tungere end andre. Kriterierne er eksempelvis antal personer i arbejdsstyrken uden uddannelse, antal personer med handicap, og antal børn af enlige forsørgere. Alt efter hvor tungt kriteriet vægter, og hvor mange kriteriehits hvert kriterie har på landsplan, udløser hvert kriteriehit et beløb, som lægges til kommunens samlede udgiftsbehov.

Når man har opgjort en kommunes samlede udgiftsbehov, udlignes 95 procent af det beløb. Det vil sige, at kommunen får 95 procent af de teoretiske udgifter fra udligningssystemet.

Fordi en række kommuner er særligt svært stillet på grund af parametre, som det normale udligningssystem ikke kan fange, er der en række puljer og særlige tilskud, som ligger fast i udligningssystemet. Den største af de puljer er den særlige pulje til ø- og yderkommuner. Puljen blev låst fast med udligningsreformen i 2020, hvor en række kommuner er garanteret et tilskud fra puljen hvert år, som i det enkelte år afgøres af antal kriteriehits i 2020 samt folketallet i tildelingsåret. Det betyder, at kommunerne – uanset udviklingen – ikke kan falde ind og ud af puljen til ø- og yderkommuner i det nuværende udligningssystem.

Kort med data på kommuneplan

Herunder følger en række kort med data på kommuneplan. Fælles for kortene er, at farveskalaen går fra mørkerød til mørkeblå. Nuancer af den lilla farve viser, at kommunen placerer sig mere eller mindre gennemsnitligt, mens mørkerød markerer den ene yderlighed, og mørkeblå markerer den anden yderlighed.

På alle kort kan du holde musen over hver enkel kommune for at se de specifikke tal for den valgte kommune. Bruger du mobil eller tablet, skal du klikke på den enkelte kommune.

Her kan du se rækkefølgen på de nedenstående kort. Under alle kort er de samlede tabeller med al data fra kortene.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:35

Temaer: Udligning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]