
Et af projekterne af huskunstner Nynne Haugaard er konstruktionen af tre domer til brug af Ærøs børn og unge. - Foto: Nynne Haugaard
Kunstnere skal skabe sammenhold i kommunerne
Politisk ønske om mere kunst i kommunerne fik Ærø og Haderslev til at ansøge Kunstfonden om at få tilknyttet en kunstner gennem et år. Ambitionerne er store og resultaterne ligeså. Det handler om identitet, dannelse og stolthed.
Udgivet: 21/09/2021
Ærø. En ø med høj gennemsnitsalder, og et børneliv bygget på tryghed og traditioner, men meget lidt på moderne kultur og samtidstypiske kunstneriske udtryk.
Efter et år, hvor kunstneren Nynne Haugaard har været tilknyttet kommunen gennem Kunstfondens 'Artist in Residence'-ordning, er det billede i den grad under forandring.
På Ærø skal børnene være synlige. De børn, som kommunen ønsker skal kunne se mulighed i at blive på øen, også efter endt folkeskole. Midlet er kunsten, fortæller Eyvind Gulbrandsen, der er leder for Viften, der er Ærø Kommunes musik- og ungdomsskole:
"Når børn og unge oplever kunsteriske processer, ser muligheder, de ikke tidligere har set, og de stiller kritiske spørgsmål til omverdenen, så udvides deres horisont, og dannelsesbegrebet bliver centralt," siger Eyvind Gulbrandsen i en pressemeddelelse.
Moderne hulemalerier
Kunstner Nynne Haugaard er, hvor børnene er; i klubberne, i SFO’erne og på skolerne. Et samarbejde mellem Ærø Friskole og folkeskolen i Marstal har resulteret i det mobile værk ”#NO ONE IS AN ISLAND”. Værket er et socialt mødested, der består af tre domer, som lige nu er placeret foran Ærø Rådhus.
Børnene har konstrueret skelettet til domerne, og børnene på friskolen har bygget dem. En dome er udsmykket med digte sammensat af avisudklip. En anden med moderne hulemalerier af netop de symboler, der optager børnene lige nu, det være sig Snapchat-logoet, fly eller knallerter. I den tredje dome er der hængekøjer til at slappe af i. Børnene bliver udfordret på en anden måde i arbejdet med kunsten i modsætning til gængse fritidsaktiviteter, fortæller Eyvind Gulbrandsen.
”I modsætning til en fritidsaktivitet, hvor det er klart og tydeligt, hvad man skal, bliver man i arbejdet med kunsten kastet ud på tynd is, skal pludselig risikere og gøre noget, man ikke plejer. Det kræver mod, indsats og fokus, som i sidste ende resulterer i læring og dannelse,” siger Eyvind Gulbrandsen, der har fundet det kunstneriske samarbejde mellem Nynne Haugaard og kommunen så givende, at han har søgt og fået forlænget perioden med et år.
Et af næste års projekter bliver en festival for samtidskunst foran domerne.
Haderslev er næste kommune
Til oktober går det løs i Haderslev Kommune med Artist in Residence-forløbet.
Gry Vissing Jensen, der er kulturkoordinator i kommunen, ønsker med forløbet at sætte fokus på det gode liv på landet. Kunstner Camilla Berner tilknyttes kommunen og skal gennem kunsten sætte fokus på bæredygtighed, biodiversitet og naturoplevelser i landdistrikterne.
”Vi vil med projektet udforske, hvad der kan ske, når en kunstner får mulighed for at arbejde undersøgende med naturen i vores kommune og samtidig kombinerer det med aktiv inddragelse af de borgere, der bor og lever i området. Det tror vi på, gør kunsten nærværende og levende."
"Vi glæder os til at kaste os ud i sådan et projekt, og vi er stolte af, at Camilla Berner også er modig og har lyst til et større samarbejde over længere tid. Vi er spændte på, hvad der sker, når vi som kommune slipper tøjlerne lidt, i forhold til hvad der skal komme ud af projektet, samtidig med at vi tror på, at det skaber værdi for hele kommunen,” siger Gry Vissing Jensen.
Ud over samarbejdet med Camilla Berner har Haderslev Kommune indgået et fireårigt samarbejde med Kunsthal 6100, hvor leder Marie Dufresne bliver Camilla Berners primære kontaktperson og kunstfaglige sparringspartner.
I Haderslev forventer man, at forløbet vil resultere i både et midlertidigt og et blivende værk, som områdets børn og unge har taget del i at skabe. Håbet er, at projektet giver lokale og resten af kommunen kunstoplevelser, der giver mening, skaber stolthed, og viser at kunsten kan understøtte debatten om det gode liv på landet.
Fakta: Mere kunst i kommunerne
- Statens Kunstfond ønsker at fremme kunsten i Danmark blandt andet ved at tilgodese formidling af kunst over for børn og unge.
- Artist in Residence-ordningen har fokus på at etablere et forløb, hvor aktive, udøvende kunstnere knyttes til en kommune i op til 12 måneder.
- Ansøgningsfrist er den 5. oktober 2021.
- Læs mere, og søg puljen
Sidst opdateret: 20/09/2021 - 11:57
Emner: Ærø Kommune, Haderslev Kommune







































