
Formålet med havplanen er økonomisk vækst, udvikling af havarealer og udnyttelse af havets ressourcer på en bæredygtig måde. Men borgmestre mener, at det ikke nok. - Foto: Søren Steffen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Østjyske kommuner i fælles front: Regeringens havplan er for uambitiøs
Regeringen har leveret et udkast til den første danske havplan, men ifølge flere østjyske kommuner rammer planen slet ikke plet. Det er langt fra nok, siger borgmestrene.
Udgivet: 16/09/2021
Regeringens udkast til Danmarks første havplan er uambitiøs og decideret miljøskadelig.
Så hård lyder dommen fra syv østjyske kommuner, der i et samlet høringssvar efterlyser, at man tænker mere på at fremme et sundt havmiljø og beskytte naturen - fremfor kun at udnytte dets ressourcer. Det skriver TV2 Østjylland.
Formålet med havplanen er økonomisk vækst, udvikling af havarealer og udnyttelse af havets ressourcer på en bæredygtig måde, men det er ifølge borgmestrene ikke nok.
I høringssvaret fra ni kommuner, hvoraf de syv er østjyske, udtrykker borgmestrene deres bekymring for Kattegat og den fortsatte mulighed for at søge om at anlægge havdambrug.
"Når man ikke fjerner plangrundlaget for havbaseret og beviselig forurenende aquakulturer, synes jeg, man er uambitiøs. Så synes jeg ikke, man har nået målet," siger Jan Petersen (S), borgmester i Norddjurs Kommune til TV2 Østjylland.
Kommunerne skriver i deres høringssvar, at de opfordrer til, at regeringen arbejder mere ambitiøst med yderligere beskyttelse af havmiljøet ud for de danske kyster.
"Det her har bragt de østjyske kommuner sammen, og det tænker jeg, myndighederne har godt af at se. De er ikke ene om at bestemme. Vi har også et fagligt fundament, og derfor går vi også efter at blive hørt," siger Jan Petersen.
Også fra Enhedslisten lyder der kritik. Medlem af Folketingets klima- samt miljøudvalget Søren Egge Rasmussen pointerer, at et rent havmiljø er essentielt for både bosætning og turisme.
"Vi skal ikke have flere havbrug. Vi skal tværtimod kigge på de havbrug, der er i forvejen og som ikke overholder de miljøregler, der er i EU. Man bør komme frem til at nedlægge nogle af de eksisterende havbrug, og der skal absolut ikke sættes nye havbrug op," siger han.
Et høringssvar er også sendt fra Kalø Bådelaug, hvori kasserer Ejvind Jensen og resten af bestyrelsen blandt andet kritiserer udsigten til opdræt af muslinger i bugten, som man frygter vil forurene havbunden og forsage iltsvind.
"Hvis havplanen bliver gennemført, så er der ingen løsning på de problemer, vi har. Der vil kun være forværring," siger Ejvind Jensen til TV2 Østjylland.
Han har fisket i Aarhus Bugt i 13 år. Tidligere er blevet fanget rigtig mange fisk i området, men det bliver der ikke længere, lyder det fra Ejvind Jensen, der ikke er imponeret over regeringens udspil.
"Det er decideret demotiverende at begynde at gøre noget specielt for miljøet, hvis ikke vi får forudsætningen på plads først: At der ikke er nogen, der ødelægger miljøet," siger han.
Sidst opdateret: 15/09/2021 - 19:23












































