Det klirrer og støjer, når personalet på plejehjemmet indsamler bestik og tallerkener efter måltiderne. Det generer beboerne, fastslår ny rapport.

Det klirrer og støjer, når personalet på plejehjemmet indsamler bestik og tallerkener efter måltiderne. Det generer beboerne, fastslår ny rapport. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Kommune vil skabe bedre lydmiljøer på plejehjem

En ny rapport peger på, hvordan man kan forbedre lydmiljøerne på aarhusianske plejehjem. Et godt lydmiljø øger trivslen blandt både beboere og medarbejdere.

Udgivet: 08/09/2021

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Skramlende rulleborde, summende opvaskemaskiner og bippende alarmer er alt sammen hverdag på de fleste plejehjem.

I Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune har man sat fokus på lyd- og støjkilder i arbejdet med at skabe gode lydmiljøer for de ældre og plejepersonalet. Derfor har kommunen fået foretaget en lydmiljø-analyse af kommunens plejehjem i samarbejde med Audio Design på Afdelingen for Digitalt Design og Informationsvidenskab på Aarhus Universitet.

Den nye rapport - der er den første af sin art i Danmark - peger på fem anbefalinger, der kan skabe bedre lyd og mindre støj.

”Anbefalingerne har fokus på at forbedre både medarbejdere og beboeres oplevede lydmiljø. De dækker over nye løsninger til dæmpning af lyde såsom alarmer, ringetoner og maskinlyde fra for eksempel industri-opvaskemaskiner. Derudover er det væsentligt at personalet på plejehjemmene vejledes i lydmiljøets betydning,” siger Marie Koldkjær Højlund, adjunkt i Audio Design ved Aarhus Universitet.

Hun forklarer, at anbefalingerne også handler om introduktion af stemning- og tryghedsskabende baggrundslyde, og musik der understøtter forbindelsen til de lokale omgivelser og døgnrytmen.

Mere hjem - mindre institution

Undersøgelsen af lydmiljøerne er en del af et større arbejde med at gøre kommunens plejehjem mere hjemlige og mindre institutionelle. I løbet af de seneste år har alle plejehjem i Aarhus fået egne køkkener, indretningen er blevet hyggeligere og mere hjemlig med potteplanter, bløde sofaer og malerier på væggene. Og senest har man fået fortaget en undersøgelse af duftmiljøerne for at minimere dårlige lugte og fremme de gode. Det næste skridt er altså at forbedre lydmiljøerne.

“Noget af det vigtigste for mig er, at et plejehjem er et hjem og ikke en institution. På et plejehjem skal der være hyggeligt, dufte af hjemmelavede frikadeller og være en god stemning. Og der skal også være et behageligt lydmiljø og en behagelig klang. Vi gider jo heller ikke høre på skramlende rulleborde og bippende alarmer hjemme i vores egen stue,” siger Jette Skive (DF), rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune og fortsætter:

“Et lydmiljø med ringende telefoner og dårlig akustik kan medvirke til forvirring og frustration hos de ældre på plejehjemmene, der har nedsat hørelse eller kognitive udfordringer. Det kan være svært at høre, om en samtale henvender sig til dem, eller om en sirenelyd kommer fra tv’et eller en alarm. Derfor giver det rigtig god mening at have fokus på at skabe gode lydmiljøer,” siger hun.

Udover at øge trivslen for beboere og personale håber rådmanden på, at et godt lydmiljø kan få pårørende og andre besøgende på plejehjemmene til komme oftere og blive længere.

Nye arbejdsgange

Et af de plejehjem, der har deltaget i undersøgelsen, er Plejehjemmet Skelager. Her kender forstander Lis Kjems godt til problematikken med uønsket støj, og hun synes, det er en rigtig god idé, at der nu kommer fokus på lydene.

“Det er vigtigt, at mig og mine medarbejdere er bevidste om de lyde, vi laver. Vores telefoner går for eksempel gennem marv og ben, når de ringer med forskellige slags ringetoner og styrkeniveauer. Det laver vi om på nu, så der kun er én slags ringetone på Skelager, som er afdæmpet,” forklarer hun.

Lis Kjems mener, at man kan nå et godt stykke vej ved blot den øgede opmærksomhed på lydene.

“Når vi dækker bord til frokost, kan vi ikke rigtig undgå at rasle med bestikket, og porcelæn og glas vil fortsat klirre. Men vi kan ændre vores arbejdsgange, så vi ikke dækker bordet, mens der er aktivitet i spisestuen. Og vi ikke tænder opvaskemaskinen, mens de ældre spiser frokost,” siger hun.

Fakta om undersøgelsen

  • Rapporten peger på fem anbefalinger, der kan forbedre beboeres og medarbejderes oplevede lydmiljø.
  • Undersøgelserne er foretaget på fem forskellige plejehjem, der er udvalgt på baggrund af diversitet i arkitektur, opførelsesår samt beboerantal.

Sidst opdateret: 08/09/2021 - 06:53

Emner: Pleje, Plejehjem

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]