
Flagdag for Danmarks udsendte afholdes ved Kastellet i København. Billedet her stammer fra 2020. Formålet med Flagdagen er at hædre de personer, der er eller har været udsendt på en mission af Danmark. - Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
FAKTA: Danmarks udsendte hyldes på flagdag 5. september
Nye og gamle veteraner hyldes 5. september for den indsats, de har ydet som udsendte på vegne af Danmark.
Udgivet: 05/09/2021
Hvert år den 5. september er der officiel flagdag for veteraner udsendt på vegne af Danmark.
Dagen blev første gang markeret i 2009, og i år er det 13. gang, der flages med Dannebrog den 5. september for veteraner.
Formålet med flagdagen er at hædre de personer, der er eller har været udsendt for Danmark.
Det officielle Danmark markerer blandt andet dagen på Monumentet for Danmarks Internationale Indsats siden 1948 på Kastellet i København, hvor blandt andet statsminister Mette Frederiksen (S) holder tale.
Læs mere om udsendte for Danmark her:
* En veteran er en person, der på baggrund af en beslutning truffet af Folketinget, regeringen eller en minister har været udsendt i mindst én international mission.
* For at kunne kaldes veteran har man mindst været på mission i 28 sammenhængende dage under Forsvarsministeriets område.
* Personen er veteran, uanset om vedkommende stadig er i Forsvaret eller i det civile.
* Fra 1992-2020 har der været cirka 114.700 udsendelser.
* Det samlede antal personer, der har været udsendt for Danmark fra 1948 til 2020, skønnes at være op mod 60.000 personer. Men registreringen begyndte først i 1992.
* Ikke alle soldater kommer hele hjem efter missioner. Fra 1992-2020 omkom eller faldt 69 personer. Antallet af fysisk sårede var 266.
* Siden flagdagen i 2015 er der ingen faldne, døde eller fysisk sårede.
Kilder: Forsvarsministeriet.
/ritzau/
Sidst opdateret: 05/09/2021 - 08:53












































