Når landets borgmestre her torsdag mødes til borgmestermøde på Rådhuset i Middelfart, vil de langsomt, men sikkert blive trukket ind i det opgør om udligning mellem fattige og rige kommuner, som KL i mange år har kæmpet for at holde væk fra det kommunale fællesskab.

Formelt set afgjorde Christiansborg-politikerne hele slagsmålet om den kommunale udligning, da de i foråret 2020 indgik en aftale om en reform af den kommunale udligning, skriver NB-Økonomi.

Men reelt efterlod partierne bag udligningsreformen det som et åbent spørgsmål, hvordan forskellene i den kommunale service skal udlignes blandt rige og fattige kommuner.

Årsagen til, at Folketingets partier kunne indgå en aftale om kommunal udligning, uden at afgøre hvor store forskelle er forholdsvist teknisk og kompliceret, og dermed også næsten umulig at forklare til vælgerne.

Den enkelte kommunes serviceniveau er styret af den såkaldte serviceramme, der fastlægges i de årlige økonomiaftaler, og som borgmestrene hvert efterår fordeler mellem landets kommuner.

Oprindeligt var det overraskende fredsommeligt, fordi en række især provinskommuner havde så få indtægter, at de ikke havde råd til at lade deres serviceudgifter stige i takt med ekstra bevillinger i de årlige kommuneaftaler. I praksis betød det, at de fattige kommuner løbende afgav en stadig større del af servicerammen til de rige kommuner, og dermed steg forskellen på servicen i rige og fattige kommuner.

De fattige kommuners utilfredshed fokuserede sig på de manglende indtægter, og det ville i praksis sige den kommunale udligning, som altid har været et ansvar for Folketinget.

Udligningsreformen øger uenighed om servicerammer

Partierne bag udligningsreformen løste utilfredsheden med de manglende indtægter ved at indføre et system, så kommunerne hvert år får cirka seks milliarder kroner mere i indtægter, end de må bruge ifølge service- og anlægsrammerne.

Dermed har et langt større antal af de fattige kommuner fået de nødvendige indtægter til ikke bare at udvide servicen i takt med de stigende servicerammer, men også at trække nogle af de nedskæringer tilbage, som de gennemførte i de mange år med manglende indtægter.

Og så har man balladen i KL.

For når flere af de fattige kommuner pludseligt kræver deres andel af væksten i servicerammen og en del af dem oven i købet kræver noget af den serviceramme tilbage, som de har afleveret i de magre år, så kan kabalen kun gå op, hvis de rige kommuner er klar til at aflevere serviceramme og dermed skære i deres serviceniveau.

Ifølge NB-Økonomis oplysninger er det baggrunden for, at kommunerne i deres første budgetter samlet regner med at overskride servicerammen med 400 millioner kroner. Og det er endda, inden politikerne er begyndt at lægge nye ekstra serviceudgifter ind i budgetterne som led i de kommunale budgetforhandlinger.

Borgmestre skal reelt slås om udligning af service mellem kommunerne

Dermed er realiteten, at Folketingets partier har overladt spørgsmålet om udligningen af serviceudgifterne i rige og fattige kommuner til landets borgmestre.

Formelt set har det altid været sådan, men tidligere styrede fordelingen af indtægterne reelt også fordelingen af servicerammen. Derfor var hele slagsmålet om forskellen på skat og service centreret om den kommunale udligning, og dermed en konflikt mellem den enkelte kommune eller grupper af kommuner og Folketinget.

Nu er der på grund af overfinansieringen af kommunerne ikke længere den tætte sammenhæng mellem indtægter og service. Dermed er størstedelen af slagsmålet om økonomisk ulighed nu landet på borgmestrenes bord.

Det var netop den uenighed, som i mange år truede det kommunale sammenhold og i en periode var så stor en belastning for KL, at man så sent som i 2017 trak KL's medlemmer ud af det særlige udvalg om kommunal udligning, Finansieringsudvalget.

Konflikt kan udløse sanktioner, der rammer de fattige kommuner hårdt

Hvis borgmestrene på de kommende borgmestermøder ikke kan blive enige om, hvem der skal skære i den kommunale service, så vil det være første gang kommunerne ikke overholder den aftalte serviceramme, siden systemet med servicerammer blev indført i 2012.

Skulle det - stik mod forventningen - ske, kan det udløse en alvorlig konflikt i KL. Årsagen er, at regeringen trækker krone til krone i kommunernes bloktilskud, og dermed rammer det alle kommuner kollektivt.

En sanktion på eksempelvis 10 millioner kroner vil reelt ikke være noget økonomisk problem for kommuner med en solid kassebeholdning, men det vil ramme hårdt hos de fattige kommuner som Langeland og Lolland, fordi deres serviceramme stadig er styret af deres finansiering. De fattige kommuner vil dermed blive tvunget til at skære i deres servicebudget, fordi andre og rigere kommuner ikke vil begrænse deres service.

Konsekvenserne for sammenholdet i KL og hele styringssløjfen bag det kommunale selvstyre vil formentligt være så store, at det er tæt på at være utænkeligt, at borgmestrene ikke bliver enige.

Dermed ender det formentligt med, at landets borgmestre må påtage sig ansvaret for at fastlægge udligningen af service mellem kommunerne. Præcis det ansvar, som partierne bag udligningsreformen løb fra.

Rettelse; I en tidligere version skrev vi, at mødet ville foregå i KL-Huset, men det var flyttet til Middelfart på grund af klimamødet i byen.