
Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S) har fokuseret hjælpen til de "særligt vanskeligt stillede kommuner", og derfor får to kommuner næsten halvdelen af de 360 millioner kroner.
To kommuner får næsten halvdelen af §16-pulje
17 kommuner har fået del i pulje på 360,4 millioner kroner - men Lolland og Langeland får næsten halvdelen.
Udgivet: 31/08/2021
Ud af 49 ansøgere har de 32 fået blankt afslag, 12 kommuner har fået under 16 millioner, to har fået op til 38,5 millioner kroner, og en enkelt har fået 120 millioner kroner.
"Regeringen rækker nu særligt ud til de kommuner, hvor der er mange udfordringer på én gang, eftersom særtilskud kan være med til at holde hånden under en udfordret økonomi," siger indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S) i en pressemeddelelse.
Tre kommuner får lang aftale
Lolland, Langeland og Læsø vil blive tilbudt en såkaldt udviklingsaftale, fordi kommunerne ifølge ministeren "er de mest vanskeligt stillede efter kriterierne i særtilskudspuljen – herunder med særlige strukturelle og sociale udfordringer."
"For de kommuner, der får mulighed for flerårigt tilskud i et partnerskab, skaber vi nu rum til mere langsigtede investeringer i tiltag, der kan forbedre kommunens situation,” siger Kaare Dybvad.
Det er ikke afgjort hvor mange år kommunerne sikres et tilskud, og det skyldes formentligt, at det kan være et tveægget sværd for en kommune som Lolland, hvor prognoserne ifølge kommunen peger på, at de økonomiske udfordringer i løbet af få år kan vokse til et niveau, hvor de 120 millioner kroner ikke vil være nok til at få kommunens økonomi til at hænge sammen.
Fakta: Særtilskudspuljen §16
- Kommunerne har kunnet ansøge om tilskud fra en pulje på 360,4 mio. kr. i 2022.
- I denne ansøgningsrunde har 49 kommuner søgt. 17 kommuner har fået del i pengene. Herudover er et tilskud på 936.000 kr. på forhånd tildelt til Aabenraa Kommune vedr. det tyske mindretal.
- Puljen er fordelt efter følgende tre overordnede kriterier, som er udmeldt på forhånd: Demografiske og socioøkonomiske udfordringer, aktuelle økonomiske udfordringer og vedvarende økonomiske udfordringer.
Sidst opdateret: 31/08/2021 - 06:37
Temaer: Kommuneøkonomi
Emner: Langeland Kommune, Lolland Kommune











































