
Det halter angiveligt med tonen og samarbejdet i byrådssalen her i Randers. Politisk samarbejde gør ellers kommuner mere effektive. - Foto: Randers Kommune
Sag fra Randers sætter spot på værdien af bredt samarbejde
Det kan være meget værd at søge bredt samarbejde og god tone i byrådene. Det vurderer flere kilder, efter at borgmesterkandidat i Randers har trukket sig på grund af 'usund kultur' i kommunen.
Udgivet: 02/08/2021
Det vakte opsigt, da viceborgmester i Randers Christian Brøns i forrige uge trak sig som spidskandidat for Venstre til det snarlige kommunalvalg. Det skete med en begrundelse om, at der er en "usund kultur" i kommunen.
Christian Brøns har har ikke ønsket at uddybe sin formulering om usund kultur. Men ifølge hans byrådskollega Frank Nørgaard (DF) står det skidt til med arbejdsmiljøet i byrådet.
"Der er et dårligt arbejdsklima, og der er mere fokus på, hvad man siger, end hvad man gør," siger Frank Nørgaard til TV2 Østjylland.
Sagen fra Randers sætter fokus på betydningen af god debattone og samarbejde i kommunalbestyrelserne.
Der kan nemlig være store gevinster at hente ved at kunne finde ud af at samarbejde i byrådene og lade være med at 'dolke' byrådskolleger verbalt. Det fremgår tydeligt af en opgørelse foretaget af NB-Økonomi.
NB-Økonomi opgør årligt, hvor effektive kommuner er ud fra et benchmark sammensat af forskellige økonomiske parametre. Her viser det sig, at godt samarbejde i byrådene, som giver sig udslag i brede flertal bag budgetterne, giver mere effektive kommuner.
Eva Sørensen, professor i kommunalt demokrati på Roskilde Universitet, påpegede i forbindelse med NB-Økonomis benchmark i 2020, at de brede konstitueringsaftaler ofte sikrer et fælles fokus i et byråd.
"Det er tit, når partierne skal lave en samarbejdsaftale ved konstitueringen, at så sætter de sig ned og får talt om, hvad der er de fire vigtigste ting, som alle er enige om at rykke på og koncentrere sig om. Det er sådan noget, der giver succes, fordi byrådet så tager fat i nogle af de store udfordringer for kommunen," sagde Eva Sørensen.
I kommuner uden bredt samarbejde er der ifølge Eva Sørensen ofte en tendens til, at partierne er mere optaget af at genere hinanden.
Brede flertal skærmer byrådet mod kritik
Eva Sørensen ser en klar tendens til, at der bliver færre bykonger og flere samarbejdende byråd. Hun kender mange borgmestre, som i en periode har prøvet at køre på et smalt flertal, og næsten blive handlingslammet.
"Derfor vælger mange efterfølgende en anden strategi og lukker nogle flere ind, for så kan man gennemføre noget."
"Hvis du som borgmester har for mange stående uden for koalitionen, så kan de gøre helvede hedt for dig. Selvom du som borgmester kan stemme tingene igennem byrådet, så kan oppositionen ringe rundt til alle de lokale interesseorganisationer og parter og få dem til at skrive i medierne og lave en masse ballade," sagde Eva Sørensen i fjor.
Borgmester Thomas Andresen (V) fra Aabenraa, som blev nummer tre i NB-Økonomis benchmark i 2020, forklarede det flotte resultat med netop "det gode og konstruktive samarbejde i byrådet".
"Vi arbejder alle den samme vej – nemlig mod en god kommune for borgere, virksomheder og besøgende," sagde Thomas Andresen til NB-Økonomi.
Ny borgmester betoner bredt samarbejde
Det var næppe heller ikke uden grund, at Dorte West (V), som i går, 1. august, afløste Lars Krarup som borgmester i Herning betonede værdien af samarbejde.
"Jeg vil gerne fortsætte med at have det gode samarbejde i vores byråd og fortsætte med at have brede forlig. Det har Lars været rigtig god til, og det, synes jeg også, er den bedste måde at arbejde på," sagde Dorte West til Ritzau.
Sidst opdateret: 04/08/2021 - 09:21
Temaer: Kommunevalg
Emner: Arbejdsmiljø, Randers Kommune, Byråd







































