
Kirsten Moesgaard er advokat og byrådsmedlem for VesthimmerlandsListen. Hun bliver kritiseret af byrådsmedlemmer for at have brudt sin tavshedspligt. - Foto: Privat
Advokat kritiseres for brud på tavshedspligt og mister post i udvalg
Advokat og byrådsmedlem i Vesthimmerlands Kommune bliver kritiseret af kolleger i byrådet for at have brudt sin tavshedspligt og bliver frataget næstformandspost. Hovedpersonen selv tager sagen med ro.
Udgivet: 29/06/2021
Selv om man er advokat, kan man sagtens komme til at sige noget forkert, så det får konsekvenser.
Det må byrådsmedlem og advokat Kirsten Moesgaard (VesthimmerlandsListen) sande. Hun kom til at bruge et navn i en følsom lokal debat i Vesthimmerlands Kommune, og nu bliver hun frataget hvervet som næstformand for Teknik- og Miljøudvalget.
Et flertal i udvalget - to fra Venstre og to fra Socialdemokratiet - har på det seneste møde bestemt, at Kirsten Moesgaard ikke kan være formand, idet hun i deres øjne har brudt sin tavshedspligt i forhold til sager i udvalget. Hun har i Nordjyske fortalt om, hvad en kollega i udvalget angiveligt sagde på et møde.
Formand: Skærpende at hun er advokat
Formand for Teknik- og Miljøudvalget Anders Kjær Kristensen (S) lægger ikke skjul på irritation over, at Kirsten Moesgaard ifølge ham ikke har holdt tæt med fortrolige oplysninger.
"Jeg synes faktisk, sagen er ekstra skærpet af, at Kirsten Moesgaard er advokat," siger Anders Kjær Kristensen til Nordjyske og fortsætter:
"Hun ved da om nogen, hvad man må og hvad man ikke må, fordi hun er inde i paragrafferne. Jeg kunne næsten bedre forstå, hvis jeg var kommet galt afsted - jeg er pedel på den lokale skole."
Hovedpersonen selv tager ifølge Nordjyske sagen meget rolig. Og hun har ifølge mødereferatet fra seneste udvalgsmøde bedt om, at sagen bliver taget op i byrådet.
"Sagen handler mere om politik end om jura. Men der er jo heller ikke så længe til kommunalvalget nu," siger Kirsten Moesgaard til Nordjyske.
KL's chefjurist Charlotte Jakobsen har vurderet sagen og antyder i et notat, at Kirsten Moesgaard kan have brudt sin tavshedspligt.
Mere om sagen her:
Sidst opdateret: 04/08/2021 - 09:21
Temaer: Kommunevalg
Emner: Vesthimmerlands Kommune, Byråd, Tavshedspligt







































