
Datatilsynet politianmelder Vejle Kommune efter brud på datasikkerheden i tandplejen. - Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Kommune står til stor bøde efter adresse-koks
Tandplejen i Vejle Kommune har sendt breve ud til begge forældre og dermed afsløret hemmelige adresser. Datatilsynet har meldt kommunen til politiet.
Udgivet: 18/06/2021
Det kommer til at koste Vejle Kommune en bøde på omkring 200.000 kroner, fordi kommunen ifølge Datatilsynet ikke har haft et højt nok sikkerhedsniveau i forhold til håndtering af borgernes data.
Den kommunale tandpleje har haft en fast praksis, hvor velkomstbreve indeholdende begge forældres adresser automatisk var blevet fremsendt til begge forældremyndighedsindehavere. Kommunen havde i de enkelte tilfælde ikke vurderet, hvorvidt oplysningerne måtte videregives til den anden forælder.
Det medførte, at forældre i flere tilfælde modtog oplysninger om den anden forælders (og barnets) adresse, uanset om denne havde navne- og adressebeskyttelse. Og dermed har kommunen ikke har levet op til kravene om et passende sikkerhedsniveau i databeskyttelsesforordningen.
Chefkonsulent i Datatilsynet Eva Volfing forklarer:
”Når man opsætter en automatisk proces til fremsendelse af breve med personoplysninger, f.eks. adresser, skal man tage højde for, at videregivelse af oplysningerne i hvert enkelt tilfælde ikke må udsætte borgeres, herunder børns, rettigheder for en risiko. Man skal i øvrigt altid vurdere, om det overhovedet er nødvendigt, at oplysningerne fremgår af brevene,” siger Eva Volfing i en pressemeddelelse.
Det er Vejle Kommune selv, der har anmeldte et brud på persondatasikkerheden, og efter tilsynet har set på sagen har man besluttet at anmelde Vejle Kommune til politiet og indstiller, at kommunen idømmes en bøde på 200.000 kr.
Sidst opdateret: 21/01/2022 - 11:17
Emner: Vejle Kommune, GDPR







































