NB-Økonomi offentliggjorde torsdag en analyse af kommunernes serviceudgifter målt i forhold til deres udgiftsbehov. Det skete ikke ud fra en tro om, at NB-Økonomi har fundet den evige sandhed.

Men NB-Økonomi tror på, at vi kan kvalificere den demokratiske debat både internt mellem kommunerne om fordelingen af servicerammen og i de enkelte kommuner om det lokale velfærdsniveau.

En kvalificeret debat kræver både øje for nuancerne og mod til at kigge på de ømme områder. Det gælder både ved borgmestermøderne i KL og på valgmøderne rundt i landet.

Borgmestre kan komme op at slås om servicerammen

Når borgmestrene til efteråret skal fordele servicerammen for 2022, så er der tre grunde til, at det kan blive en sværere proces end normalt, og at det derfor er vigtigt, at debatten foregår på så oplyst et grundlag som muligt:

Eneste modvægt mod det pres for at øge servicerammerne er den kommunale solidaritet og forsvaret for det kommunale selvstyre. I lyset af den - mildt sagt - manglende hjælp fra Christiansborg til at afstemme borgernes velfærdsforventninger til de økonomiske realiteter, så hviler der en tung og meget besværlig opgave på borgmestrene.

Debatten lokalt handler om, hvad borgerne får for pengene

Når det handler om de enkelte kommuners servicebudgetter for den kommende valgperiode, så er det vigtigt, at debatten på vælgermøderne i videst muligt omfang tager udgangspunkt i de lokale realiteter.

Det giver hverken mening, at borgerne i Assens sammenligner kommunens serviceudgifter med Gentofte, eller for den sags skyld modsat. For det er en konsekvens af kommunestyre, at rige kommuner med få sociale problemer har flere penge end kommuner med mere moderate indkomster og et mere normalt leje af sociale problemer.

Den gode demokratiske debat handler derfor først og fremmest om, hvor meget borgerne er klar til - om muligt - at betale mere i skat, for at få et højere serviceniveau.

Dernæst er det relevante spørgsmål, om kommunens serviceudgiftsindeks svarer til den service, som borgerne oplever.

Hvis borgerne på Frederiksberg oplever, at de får bedre dagtilbud, skoler og ældrepleje end i nabokommunen København, så er det jo rigtigt godt i lyset af, at Frederiksberg kun bruger omkring 98 procent af sit serviceudgiftsbehov, mens København bruger 103 procent.

I Vejle er der basis for en helt speciel debat. Kommunen har landets laveste serviceudgiftsindeks på 89,3 (hvis man ser bort fra de små ø-kommuner) og en af provinsens laveste skatteprocenter. Det store spørgsmål på valgmøderne bør være, om borgerne i Vejle også oplever, at de får landets dårligste service, eller om kommunen er så effektiv, at de i forhold til borgere i andre kommuner får væsentligt mere for skatten.

Men oven i den debat, så er det jo en klassisk debat mellem partierne, om og i hvilket omfang en eventuel højere effektivitet skal omsættes i bedre service eller lavere skat.