
Teatret Masken deltager i konferencen, og er en del af Dannelsesrygsækken, som er et tiltag under Kulturtjenesten på Lolland-Falster. - Foto: Ingrid Riis Hovgaard
Kommune sætter børn og unges kritiske sans på dagsordenen
Hvad er dannelse, og hvordan kan en kommune arbejde med dannelse? Emnerne er til debat på den årlige dannelseskonference 17. september i Guldborgsund Kommune i september.
Udgivet: 15/06/2021
Konferencen i Nykøbing Falster er blevet en tilbagevendende begivenhed, hvor Guldborgsund Kommune inviterer til en fælles drøftelse af, hvordan leg, kunst, natur, litteratur og kultur, videnskab, filosofi og pædagogisk praksis kan være med til at give børn og unge de bedste forudsætninger for at indgå i fællesskaber, drømme store drømme og mod til at forfølge dem.
"Vi ønsker, at vores børn og unge skal deltage aktivt og medskabende i udviklingen af en meningsfuld hverdag med fællesskaber og modet til at drømme stort,” siger Martin Lohse (Guldborgsundlisten), formand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget i Guldborgsund Kommune, i en pressemeddelelse om konferencen.
I Guldborgsund Kommune integrerer man kulturtilbud i skole og dagtilbud via Kulturtjenesten og Dannelsesrygsækken, og Museum Lolland-Falster skaber forbindelser sammen med Menneskets Verden mellem stenalderen og nutiden med afsæt i både videnskab, filosofi og kunst.
”Dannelse er for mig forbundet med indsigt og udsyn, og vi ser frem til endnu en dannelseskonference med videndeling, berigende samtaler og tankevækkende lokale og nationale input," siger Martin Lohse.
Evnen til at turde
Dannelseskonferencen henvender sig især til personer, som arbejder med dannelse, uddannelse og kultur i kommunerne m. fl. Og den er tænkt som et forum for diskussion, idéudvikling og innovation med oplæg fra følgende personer:
Tv- og radiomanden Mikael Bertelsen, som vil tale om kunsten at forfølge sine drømme og turde fejle undervejs.
Thomas Blachman, jazzmusiker og producer, lægger kreativiteten og idéerne i hænderne på ungdommen.
Professor i leg Helle Marie Skovbjerg fra Designskolen i Kolding vil udfolde, hvordan vi bliver lidt mere modige, når vi leger.
Katrine K. Pedersen vil tale om børn og unges sårbarhed i en digitaliseret tidsalder.
Der vil også være workshops ved Teatret Masken, Museum Lolland-Falster i samarbejde med dannelseseksperimentariet Menneskets Verden, det nationale udviklingsprogram Playful Learning m.fl.
Se hele programmet her: www.guldborgsund.dk/Dannelse21
Sidst opdateret: 21/01/2022 - 11:17
Temaer: Uddannelse
Emner: Konferencer, Kultur, Guldborgsund Kommune, Demokrati








































