
Byrådsmedlem Trine Henriksen (Enh.) fra Gladsaxe var søndag med til at lægge pres på blandt andre kommunerne for at gennemføre minimumsnormeringer. - Foto: Privat
Der blev gået og løbet for minimumsnormeringer
Flere tusinde voksne og børn var søndag på gaderne med et budskab om, at det kun kan gå for langsomt med at få gennemført minimumsnormeringer. Presset på byråd og kommuner bliver øget.
Udgivet: 07/06/2021
Flere tusinde forældre og børn gik i går, søndag, rundt på veje, gader og pladser for at vise, at de mener minimumsnormeringer alvorligt. Forældrebevægelsen bag aktionen forsøger at øge presset på kommunerne op til kommunalvalget.
Talsperson for forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen Marie Blønd gav søndag aften på facebook udtryk for, at dagen var en succes for bevægelsen.
"Det har været helt fantastisk at opleve, hvordan forældrebevægelsen er gået fuldstændig gult i dag," sagde Marie Blønd med henvisning til, at deltagerne i dages aktion gik rundt med skriggule t-shirts.
Hun sagde også i sin opsummering, at "op til kommunalvalget skal vores kommunikation især foregå lokalt." Bevægelsen vil forsøge at få byråd og kommuner til at gå helhjertet ind i gennemførelsen af minimumsnormering.
Byrådsmedlem Trine Henriksen (Enh.) fra Gladsaxe valgte at gå med i protesten søndag. Eller rettere sagt løbe. Hun skriver i et opslag på facebook:
"Jeg slog to fluer med ét smæk og løb for børnene i dag. Vi skal have minimumsnormeringer i børnehøjde i alle daginstitutioner!"
Ifølge Trine Henriksen har man i byrådet i Gladsaxe valgt at prioritere gennemførelsen af minimumsnormeringer højt. Hun skriver:
"Gladsaxe har afsat penge til at fremrykke implementeringen af Folketingets minimumsnormeringer allerede i år. Det svarer til 56 ekstra fuldtidsstillinger i daginstitutionerne og det er rigtig, rigtig godt! Men aktuelle beretninger fra forældrene illustrerer så netop også, at der stadig er et stykke vej fra Folketingets minimumsnormeringer til de minimumsnormeringer i børnehøjde, som var målet."
Sidst opdateret: 21/01/2022 - 11:16
Emner: Minimumsnormeringer, Gladsaxe Kommune










































