Studerende kræver billige boliger og fællesskab i studiebyer

De unge vil ikke flytte på grund af studiepladser alene, siger Danske Studerendes Fællesråd.

Udgivet: 27/05/2021

Sponsor Billede

Del artiklen:

Hvis de unge skal flytte til provinsbyerne, er det ikke nok, at regeringen skaber nye uddannelser i byen. Det kræver også bedre byliv og fællesskab i provinsbyerne. Det mener Danske Studerendes Fællesråd (DSF).

Regeringen vil ifølge et nyt udspil oprette 25 nye uddannelsessteder i provinsområder og indføre et loft på de videregående uddannelser i København, Aarhus, Odense og Aalborg.

Det skal styrke de mindre lokalsamfund og skabe en bedre fordeling i hele landet.

Men det kræver en langt større indsats end blot at fordele uddannelsespladser, mener Mick Scholtka, der er uddannelsespolitisk næstformand for DSF. Han peger på flere forskellige initiativer.

– Det kræver et attraktivt studiemiljø, hvor man har en masse kulturtilbud, at man har nogle store, sociale fællesskaber, og at man har en studiebyspolitik, hvor der er nogle billige studieboliger, der gør det til et fedt sted at bo, siger han.

Selv om mange byer nok mener, de kan bryste sig med et rigt kulturliv, mener DSF ikke, at de på nuværende tidspunkt har nok at lokke med.

– Vi kan se, at der er mange, der flytter til de store byer, så det må jo betyde, at der er noget i de mindre byer, der ikke tiltaler de unge mennesker indtil videre, siger Mick Scholtka.

Det er ikke et problem, at der bliver oprettet flere pladser i provinsbyerne, men snarere at det er på bekostning af uddannelsespladserne i de store byer, mener DSF.

– Den her tvangsspredning kommer til at betyde et kvalitetstab i uddannelserne, og at de studerende mistrives i langt højere grad.

Han mener, at det er skadeligt for studierne at blive spredt.

– Flytningen vil skabe afstand mellem forskningsmiljøerne og de studerende, og der vil være forskere, som ikke flytter med, hvilket vil give et videnstab.

/ritzau/

Sidst opdateret: 04/08/2021 - 09:21

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]