
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) besøgte Center Holmegaard, der bliver et nyt udrejsecenter, ved Bagenkop på Langeland i går. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Socialdemokratiske borgmestre protesterer mod udrejsecenter
Tre sydfynske borgmester bakker Langeland op og kritiserer beslutningen om at placere et nyt udrejsecenter på øen. De frygter den negative effekt for hele området.
Udgivet: 21/05/2021
Tre socialdemokratiske borgmestre har torsdag aften sendt et brev til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), hvor de kritiserer beslutningen om, at et nyt udrejsecenter skal ligge på Langeland.
Det skriver bt.dk.
- Vi er fuldstændig uforstående overfor denne beslutning, står der i brevet sendt af borgmestrene i Faaborg-Midtfyn Kommune, Svendborg Kommune og Ærø Kommune.
De tre borgmestre – Hans Stavnsager, Bo Hansen og Ole Wej Petersen – fremhæver i brevet, at Bagenkop, hvor udrejsecenteret skal placeres, er et lille samfund med bare 460 indbyggere, der i mange år har kæmpet en hård kamp for at bremse en negativ udviklingsspiral.
- I kraft af en bemærkelsesværdig indsats fra ildsjæle, foreninger, erhvervsliv, kommune, m.fl. er det på mange punkter lykkedes, skriver de i brevet.
Men det vil placeringen af et udrejsecenter ødelægge fuldstændig, skriver de tre borgmestre.
De frygter også, at det vil have en negativ afsmitning på hele Langeland og dermed også hele det sydfynske område.
Mattias Tesfaye fremhævede flere gange i dag på et borgermøde, at udrejsecenteret skal placeres et sted, og at ingen ønsker et sådant center som nabo.
Det har de tre borgmestre forståelse for, men de forstår ikke, hvorfor det skal være Langeland.
De peger på, at Langeland i forvejen gennem flere år har løftet en stor opgave i forhold til håndteringen af asylansøgere, og at der er placeret to statsfængsler i Faaborg-Midtfyn Kommune.
- Der kan således ikke være tvivl om, at Langeland og Sydfyn har løftet sin del af opgaven, mens mange andre landsdele – herunder langt mere ressourcestærke områder i landet – stort set har kørt på frihjul, skriver de tre socialdemokratiske borgmestre.
- Man placerer et tungt åg på de smalleste skuldre, lyder det.
Sidst opdateret: 04/08/2021 - 09:21
Emner: Udlændinge, Ærø Kommune, Faaborg-Midtfyn Kommune, Langeland Kommune, Svendborg Kommune







































