Det har ikke været muligt at danse på et diskotek eller en natklub i Danmark til den lyse morgen, siden coronaepidemien brød ud. I "primo juni" skal Folketingets partier se, om de kan blive enige om en plan for genåbning. (Arkivfoto)

Det har ikke været muligt at danse på et diskotek eller en natklub i Danmark til den lyse morgen, siden coronaepidemien brød ud. I "primo juni" skal Folketingets partier se, om de kan blive enige om en plan for genåbning. (Arkivfoto) - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Natteliv vil have lempet lukketid og afstandskrav før genåbning

Folketingets partier har natten til tirsdag lavet en aftale om yderligere genåbning. Svar om natteliv udestår.

Udgivet: 18/05/2021

Sponsor Billede

Del artiklen:

Når flere dele af samfundet genåbner fredag den 21. maj, står diskoteker og natklubber tilbage, som nogle af de eneste der er nedlukket.

Men der er ingen plan for, hvornår og hvordan de kan genåbne. Og det får diskotekernes brancheorganisation Horesta til at efterspørge mere klarhed.

– Natklubber og diskoteker er nogle af dem, der har været tvangslukket i mere end et år. De har mere end nogen andre også brug for at åbne og få gang i forretningen igen, siger Kirsten Munk Andersen, politisk direktør i Horesta.

Natten til tirsdag blev et bredt flertal i Folketinget enige om endnu en genåbningsaftale.

Det betyder, at stort set alt, der har været nedlukket som følge af coronaepidemien, genåbner fra fredag.

For diskoteker og natklubber gælder stadig, at de skal være nedlukket, indtil politikerne har lagt en plan for, hvornår hele eller dele af nattelivet kan genåbne.

Det fremgår ingen steder, hvornår man forventer, at genåbningen sker. Men med nattens aftale har politikerne besluttet at rykke tidspunktet for, hvornår en sådan plan skal drøftes.

Det skal nu ske i “primo juni”. Tidligere var det “medio juni”.

Selv om det ikke er mere konkret, så glæder det Kirsten Munk Andersen.

– Det ser jeg som en politisk anerkendelse af, at her er der simpelthen en fuldstændig afgørende snak, vi skal have. Både for erhvervet, men også for at sikre, hvor de fester – som vi nok må se i øjnene kommer til at foregå uanset hvad – hvordan de skal afvikles.

– Skal det være ukontrolleret privat, eller skal det være i mere professionelle og sikre rammer?, spørger hun.

Med det henviser Kirsten Munk Andersen til de fester, som opstod rundt omkring i landet sidste sommer, hvor nattelivet var lukket ned, men hvor mange stadig havde lyst til at feste.

Ifølge Kirsten Munk Andersen vil natklubberne og diskotekerne gerne tage ansvar for at skabe sikre og forsvarlige forhold. Men de vil ikke åbne for enhver pris:

– Vi har under hele processen respekteret de meldinger, der er kommet fra sundhedsmyndighederne, og indordnet os. Så man ville sagtens kunne respektere de tiltag, der kommer.

– Men det er helt grundlæggende, at der er nødt til at være et forretningsgrundlag, og det afhænger af, om vi kan få lov til at få lempet på lukketiden og lempet på kvadratmeterkravene. For har vi stadig de restriktioner, er der ingen forretning for diskoteker og natklubber, siger hun.

/ritzau/

Sidst opdateret: 21/01/2022 - 11:16

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]