Peter Hummelgaard (S) svarer de støttepartier, der ønsker at styrke dagpenge-ordningen, at det skal drøftes på et tidspunkt. Men om det bliver i denne eller næste valgperiode, ved han ikke.

Peter Hummelgaard (S) svarer de støttepartier, der ønsker at styrke dagpenge-ordningen, at det skal drøftes på et tidspunkt. Men om det bliver i denne eller næste valgperiode, ved han ikke. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Efter SF-forslag: Minister drøfter gerne dagpenge i fremtiden

Peter Hummelgaard diskuterer gerne udhuling af dagpenge-satsen, men han peger ikke på hvornår.

Udgivet: 01/05/2021

Sponsor Billede

Del artiklen:

På et eller andet tidspunkt kommer regeringen til at drøfte dagpenge-systemet, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). Men om det bliver i denne valgperiode, ved han ikke.

Det siger han 1. maj, efter at to af regeringens støttepartier SF og Enhedslisten dagen i gennem har talt for at styrke dagpenge-systemet.

SF har forslået at give 4000 kroner mere i dagpenge de første tre måneder, efter at en lønmodtager er blevet ledig.

Det skal dog være betinget af, at lønmodtageren i to ud af de seneste tre år har været i arbejde, samt været med i en a-kasse de seneste fire år.

Den højere sats skal lindre, at dagpengene de kommende år stiger mindre end lønudviklingen. Dermed bliver forskellen på løn og dagpenge større.

– Kort fortalt synes jeg, at coronakrisen har vist, at vi i forvejen har et meget stærkt dagpengesystem, siger Peter Hummelgaard.

– Men det er også rigtigt, at der i årene vi går ind i, vil ske en udhuling af satsen på baggrund af beslutninger, vi har truffet for lang tid siden.

– Med coronakrisen i baghovedet har vi en stor forpligtelse til at sikre, at vi har et stærkt dagpenge-system i fremtiden.

Han har dog for nuværende ikke svar på, hvornår det eventuelt skal drøftes med resten af Folketinget.

– Det er ikke noget, vi er gået til valg på. Derfor kan jeg ikke sige noget om tidsmæssigt, hvornår vi i givet fald vil sætte os ned og forsøge at kigge på den her problemstilling, siger Peter Hummelgaard.

– Den udhuling, som mange rigtigt peger på, er noget, der sker i de kommende år. Og vi er under coronakrisen blevet ekstra bevidst om, hvor kæmpe en styrke det er for Danmark, at vi har et dagpengesystem.

– Så jeg ser da klart for mig, at vi kommer til at diskutere det her. Men om det bliver nu, eller senere i valgperioden, eller om det bliver på den anden side af et valg, kan jeg ikke sige noget om.

Særligt et element komplicerer hurtig handling ifølge ministeren:

– Udfordringen er at finde finansiering, siger han.

Han siger dog, at han “grundlæggende” godt kan lide tanken om at give mere i dagpenge til de ledige, der i længere tid har haft et arbejde og været med i en a-kasse.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:38

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]