
København vil gøre sine hoser grønne over for udenlandske turister. Her er to kajakroere ved at samle affald op i Københavns Havn. - Foto: Daniel Rasmussen/Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
København vil være verdens mest grønne hovedstad
Turismen i hovedstaden var på toppen, da corona-pandemien ramte. Nu vil København kæmpe sig tilbage til en international førerposition ved at omsætte bæredygtighed til forretning. Indsatsen i København får statsstøtte, og det samme gør en række turismeprojekter ud over hele landet. Se støtten her.
Udgivet: 27/04/2021
Et partnerskab med Wonderful Copenhagen vil nu forsøge at få flere turister til København med projektet 'Sustainable Choice CPH', som Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtter med 7,5 mio. kr.. Planen er, at turister fra hele verden skal lokkes til for at se en af verdens mest bæredygtige hovedstæder.
København indtager lige nu andenpladsen på det internationale bæredygtighedsindeks, Global Destination Sustainability Index. Målet er at indtage førstepladsen, når projektet afsluttes i sommeren 2024, og det kan blive en udfordring, fordi en række europæiske destinationer i disse år også sætter ind i forhold til bæredygtighed.
"Vi søsætter den ultimative ambition: At blive verdens mest bæredygtige hovedstadsdestination
Bag 'Sustainable Choice CPH' står et partnerskab, der ud over Wonderful Copenhagen omfatter en række centrale turismeaktører - blandt andre Dansk Erhverv, Horesta/Green Key og Danske Restauranter og Caféer. Projektet vil via produktudvikling, certificering og kommunikation vise virksomhederne i hele turismeværdikæden, hvordan de i praksis kan omsætte bæredygtighed til forretning.
Hele projektet gennemføres i forståelse for turismevirksomhedernes trængte situation, understreger Wonderful Copenhagen-direktøren:
"Vi har en flerårig indsats foran med at genoprette hovedstadens turisme
København har stor betydning
I februar lancerede Erhvervsministeriet, Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen genopretningsplanen 'Comeback Copenhagen'. Planen har fire temaer:
Turismen og turismeomsætningen tilbage til hovedstaden, omstilling til en ny markedssituation, turisme til gavn for hovedstaden og dens indbyggere samt bæredygtig turismeadfærd som forretning.
Genopretningsplanen er foreløbig 1-årig og udrulles i 12 initiativer, som bl.a. omfatter markedsføring, flyruter, togrejsende, krydstogtskibe, events, tryghed, og borgeropbakning.
Før corona havde hovedstadens turisme en årlig omsætning på 53 mia. kr. og har derfor stor betydning for samfundsøkonomien - også i en bredere geografi af landet, viser nye tal fra Wonderful Copenhagen. For skaber turismen i København skatteindtægter for 3,8 mia. kr. årligt uden for København.
61 mio. kr. til turismeprojekter uddelt
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har på sit møde den 21. april 2021 besluttet at uddele i alt 60,6 mio. kr. til lokale og tværgående turismeprojekter i 2021. Der er kommet 24 ansøgninger, og 17 projekter får nu støtte, finansieret af de decentrale erhvervsfremmemidler.
Turisme er et centralt fokusområde for bestyrelsen: I 2020 blev 63 mio. kr. udmøntet til turismeinitiativer, og i 2020 og 2021 blev i alt 225 mio. kr. udmøntet i omstillingspuljen, der har turisme- og oplevelseserhvervet som en central målgruppe.
Desuden har bestyrelsen i 2019 og 2020 medfinansieret konsolideringen af Danmarks destinationsselskaber. Denne proces er nu afsluttet med 19 tværkommunale destinationsselskaber, der dækker 90 kommuner. Selskaberne har ansvaret for destinationsudviklingen i de respektive områder.
Se listen med støttede projekter (pdf)Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:38
Emner: Københavns Kommune, Turisme








































