Her er udgifterne til førtidspension steget mest
95 af landets 98 kommuner havde stigende udgifter til førtidspension i 2020. Se her, hvor udgifterne er steget mest.
Udgivet: 23/04/2021
Udgifterne til førtidspension har været støt stigende i de seneste år, men udviklingen følges ikke ad på tværs af kommunerne. Regnskaberne for 2020 viser, at selvom næsten alle kommuner har stigende udgifter, så er der stor forskel mellem kommunerne på, hvor meget udgifterne stiger.
Det skriver NB-Økonomi.
Udviklingen er både drevet af, at der løbende bliver lavere refusionssatser til kommunerne, når de gamle førtidspensionister med høj refusion bliver erstattet med nye førtidspensionister med lav refusion, og samtidig at antallet af førtidspensionister generelt er stigende.
Spænder mellem fald på 0,6 procent og stigning på 18,6 procent
Selvom man kun skal en kort tur med S-toget for at komme fra København til Furesø Kommune, så er der milevidt mellem de to kommuner i deres udvikling i udgifterne til førtidspension. Ser man bort fra ø-kommunerne, udgør de to kommuner nemlig hver deres ende af skalaen, når man ser på udviklingen i udgifter til førtidspension fra 2019 til 2020.
I Københavns Kommune er udgifterne steget med 268 millioner kroner, hvilket giver Københavns Kommune den største totale stigning og den største stigning i procent, hvor udviklingen svarer til en stigning på 18,3 procent.
Modsat har Furesø Kommune som den eneste kommune i Danmark sammen med Læsø og Samsø haft et lille fald i udgifterne på 0,6 procent.
På landsplan steg udgifterne til førtidspensionister fra 24,8 milliarder kroner i 2019 (2020-PL) til 26,6 milliarder kroner i 2020. Det er en stigning på 6,9 procent, eller 288 kroner per dansker.
Fakta - Sådan har vi gjort:
Fra Danmarks Statistiks REGK31 har vi trukket regnskabsdata for førtidspensionister for 2019 og 2020. Vi har trukket tal for funktionerne 5.48.66, 5.48.67, 5.4.868, 5.48.69 og 5.48.70.
Her har vi trukket nettodriftsudgifterne og fratrukket statsrefusion. Derefter har vi summeret funktionerne, så vi har en samlet udgift til førtidspension.
Vi har herefter opjusteret regnskabstallene fra 2019 med 1,01 procent til 2020-PL.
Derefter har vi fundet udviklingen fra PL-korrigeret regnskab 2019 til regnskab 2020 i faktiske tal, procent og kroner per indbygger.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:38
Temaer: Kommuneøkonomi
Emner: Førtidspension, Regnskab











































