Jakob Ellemann-Jensen (V). Møde i Folketingssalen, som indledes med en udvidet partilederdebat, på Christiansborg tirsdag den 13. april 2021. Desuden behandles lovgivning om mink og kompensation til minkavlerne.

Jakob Ellemann-Jensen (V). Møde i Folketingssalen, som indledes med en udvidet partilederdebat, på Christiansborg tirsdag den 13. april 2021. Desuden behandles lovgivning om mink og kompensation til minkavlerne. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ellemann: Måske ramt af egen iver med dobbeltstraf

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, medgiver tirsdag, at dobbeltstraf for coronademo ikke var tanken.

Udgivet: 13/04/2021

Sponsor Billede

Del artiklen:

En række personer har fået fordoblet deres straf for forbrydelser begået i forbindelse med demonstrationer mod coronarestriktioner, fordi demonstrationen handlede om netop corona.

Det har rejst en debat om, hvorvidt det var meningen med loven.

Loven om dobbeltstraf blev vedtaget meget hurtigt og fokus var mere på tyveri af værnemidler, fusk med hjælpepakker og indbrud i lukkede butikker.

Tidligere har statsminister Mette Frederiksen (S) igen og igen afvist at kommentere dommene, fordi der er tale om verserende sager.

Tirsdag tog Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, en anden tilgang.

– Vi plejer at sige, at vi ikke kan gå ind i konkrete sager. Men lad mig gøre noget andet. Lad mig sige, at i de konkrete sager, der har været, der synes jeg, det er nogle helt passende domme, der er faldet, sagde han.

Han fortsatte dog hurtigt omkring de straffe, der er givet til personer, der eksempelvis har opfordret til vold eller bedrevet vold mod politiet i forbindelse med demonstrationer mod coronarestriktioner.

– Lad os være ærlige. En gang imellem bliver vi ramt af vores egen iver herinde. Vi ser et problem, og så vil vi gerne løse det.

– Vi så det med knivloven, som dommerne tog til sig med den nidkærhed, der kunne illustrere, at vi måske havde ramt uden for skiven og måtte lave det om, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Her henviser han til en tidligere lov, der gav en lang minimumsstraf for besiddelse af kniv. Det førte hurtigt til, at håndværkere fik domme, hvis de glemte at lade eksempelvis en hobbykniv ligge hjemme. Det førte til, at loven blev lavet om.

Om Jakob Ellemann-Jensen er åben over for at kigge på loven om dobbeltstraf, står dog ikke klart. Han siger i Folketingssalen:

– Jeg synes, at dem, der snyder med hjælpepakker eller dem, der stjal værnemidler, skal straffes mindst dobbelt, og jeg synes, det er alletiders, at vi gør det.

– Men hvis vi skal være ærligt, så var det måske ikke demonstrationer, vi havde for øje.

Det var Venstre selv, under daværende retsordfører Inger Støjberg, der fik dobbeltstraf for uro, optøjer og vold mod politiet ind i loven om dobbeltstraf.

De Radikales retsordfører, Kristian Hegaard, tolker Jakob Ellemann-Jensens udtalelser som, at partiet er klar til at ændre loven.

– Jakob Ellemann-Jensen sammenligner dobbeltstraf for kriminalitet til coronademonstration med knivloven, og at det ikke var hensigten. Skal vi så ikke hurtigst muligt få rettet op på det?, skriver han på Twitter.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]