Resultaterne fra NB-Økonomis nye indikator for balancen i velstand på tværs af landet giver på mange måder et deprimerende billede. Borgerne i store dele af Danmark oplever hvert år, at de og deres naboer sakker endnu længere bagud i forhold til den generelle velstandsudvikling.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at Balanceindikatoren ikke ser på forskelle i skat eller kommunal service, men derimod på 12 parametre, som giver et billede af, hvor velstående borgerne i området er. Man kunne også kalde det for den private velfærd.

Udligningsreformen fra forrige år vil uden tvivl ændre balancen i den offentlige service, men den vil næppe ændre meget på de parametre, som vi ser på i Balanceindikatoren. Der er brug for en bred indsats, som kan styrke velstand og udvikling i de store områder af Danmark, som Balanceindikatoren viser er sakket endnu længere bagud.

Og her vil endnu flere støttekroner i form af skærpet udligning eller statslige puljer næppe løse problemet.

Folketinget må derfor træffe et grundlæggende valg, om man simpelthen vil acceptere den stigende geografiske ulighed, og så må beboerne i yderkommunerne som i USA leve med, at de har markant lavere velstand end borgerne i de store byområder.

Hvis ikke Folketinget ønsker den udvikling, så er der brug for et dybere greb ned i den politiske værktøjskasse. Hvis man dykker ned i tallene bag indikatoren, så giver den faktisk også nogle bud på, hvad der kan være med til at løse problemet.

Decentralisering af uddannelser: Mange af de fattige områder lider under, at de unge forlader området for at læse videre i de store byer. Efter fem års studier, så er der ganske enkelt for få, der vender tilbage til deres hjemstavn. Konsekvensen er, at gabet mellem uddannelsesniveauet på landet og byerne stiger dramatisk.

Derfor er der brug for at decentralisere uddannelserne - og øge antallet af pladser på de erhvervsrettede uddannelser, som kan levere arbejdskraft til Produktionsdanmark. Men det er også et godt spørgsmål, om det ikke var muligt at uddanne eksempelvis skolelærere uden for de store byer, hvor der er kronisk mangel på uddannede lærere? Og et endnu bedre spørgsmål er, om det vil være til så stor skade for de store byer at afgive eksempelvis seminarier og andre mellemlange uddannelser til yderområderne?

Stop for social eksport: Det er især kommunerne på Syd- og Vestsjælland, som synker længere og længer ned i fattigdom. En vigtig årsag er, at kombinationen af et stadig mere skævt boligmarked og kontanthjælpsloftet (som de facto er et loft over boligydelser) skaber en massiv trafik af sociale klienter, som flytter ud af hovedstaden og ind i de billige boliger i kommuner som Lolland, Vordingborg og Guldborgsund.

Man må håbe, at ydelseskommissionen sent i april kommer med et forslag til et kontanthjælpssystem, som ikke fortsætter med at presse kontanthjælpsmodtagere ud i yderkommunerne, hvor de kommer endnu længere væk fra arbejdsmarkedet.

Stop for geografisk regressiv boligskat: Ingen af partierne bag boligskatteaftalen vil tale om det, men det manglende politiske mod til et opgør med skattestoppet på boliger betyder, at Danmark får et stadigt mere geografisk regressiv boligbeskatning. Lige nu er et godt bud, at grundskyldspromillen om få år vil være seks gange så høj i mange yderkommuner som på Frederiksberg.

Det er sikker evidens for, at det pisker boligpriserne i byerne endnu længere op, mens boligpriserne i yderområderne står stille og derfor skræmmer både realkreditten og køberne væk. Hvem vil købe et hus, som det med stor sikkerhed er næsten umuligt at sælge igen?

Mere offensiv kommunal erhvervspolitik: Kalundborg Kommune er beviset for, at yderkommuner kan ændre dødsspiralen, hvis byrådet står sammen om en offensiv og visionær erhvervspolitik. Kalundborg er den eneste af de traditionelt fattigste kommuner, som har kurs ud af fattigdommen, og det hænger givetvis sammen med kommunens succes med at tiltrække virksomheder.

Vordingborg Kommune er i fuld gang med at lægge grunden til en stor supportbase for vindmølleindustrien, og Lolland har fuld gang i at udnytte det momentum, som Femernforbindelsen giver. Og andre kommuner har gang i lignende initiativer.

Bedre infrastruktur: Det er karakteristisk, at dataene viser en klar sammenhæng mellem afstanden til de store byer og velstandsudviklingen i kommunerne. Der er derfor god grund til at se på, hvor bedre veje eller jernbaneforbindelser kan rykke yderområderne tættere på de store byer målt i transporttid.

Det er ikke en løsning at bremse byerne for at skabe lighed

Regeringen spiller snart ud på en række områder, og indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S) vil tilsyneladende møde stor velvilje hos resten af Folketinget at dømme ud fra de udtalelser, som flere partier kommer med på NB-Økonomi.

Men den her opgave er måske endnu sværere end forhandlingerne om en udligningsreform. Dengang løste politikerne alle problemer ved at lukke op for slusen med penge til kommunerne, så næsten alle vandt, og få tabte. Det kunne reelt kun lade sig gøre, fordi politikerne samtidig holdt fast i de stramme service-og anlægsrammer, så kommunerne set under et ikke må bruge de mange penge.

Medmindre politikerne vil slække finanspolitikken dramatisk, så fungerer modellen med at åbne for pengeslusen ikke denne gang. Der skal udvikles tiltag, som skaber udvikling i de områder af landet, som de seneste år er sakket længere og længere bagud i velstandsudviklingen.

Det kræver både, at de penge som er afsat til eksempelvis infrastruktur og uddannelser bruges optimalt, men også at Folketinget finder nogle greb, hvor de prioriterer yderområderne uden at de store byer føler, at deres udviklingsmuligheder bliver ofret.

Det er simpel logik, at man kan stoppe den stigende ulighed ved at svække udviklingen i de store byområder, simpelthen fordi det vil medvirke til at gøre alle lige fattige. Men det vil blot gøre hele Danmark fattigere.

Opgaven er, at gøre yderområderne rigere på en måde, så det ikke skader byernes udvikling.

Men det kræver også, at bykommunerne er klar til at afgive eksempelvis nogle af de offentlige arbejdspladser eller uddannelsesinstitutioner, som reelt ikke er afgørende for udviklingen i de store byer, men som kan gøre en verden til forskel i provinsen.