Statsministeren kalder risiko for børn i Syrien kendt stof
Mette Frederiksen (S) mener ikke der er noget nyt i, at børn risikerer at blive kidnappet i Syrien.
Udgivet: 23/03/2021
Statsminister Mette Frederiksen (S) siger tirsdag, at risikoen for, at børn med dansk tilknytning, der sidder i lejre i Syrien, bliver kidnappet og trænet til terror, ikke er ny.
Det gør hun efter, at Ekstra Bladet i en række artikler har beskrevet vurderinger fra Forsvarets Efterretningstjeneste om, at Islamisk Stat kidnapper børn fra flygtningelejrene.
– Når det handler om risikovurderinger, så lægges der risikovurderinger frem fra efterretningstjenesterne. Dem kan jeg helt generelt henvise til.
– Mig bekendt har det fremgået af de risikovurderinger, der frigives fra efterretningstjenesterne, at der er risiko for kidnapninger. Så det har været velkendt i en rum tid, siger Mette Frederiksen (S).
Ekstra Bladets historier har vakt opstandelse på Christiansborg blandt både støttepartiet De Radikale og oppositionspartiet Venstre.
Fredag var både udenrigsminister Jeppe Kofod (S), forsvarsminister Trine Bramsen (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) indkaldt til ekstraordinært møde i Det Udenrigspolitiske Nævn – der er fortroligt – for at svare på spørgsmål om Ekstra Bladets historier.
Partierne mente nemlig ikke, at de var informeret om en så alvorlig trussel mod de personer og børn med dansk tilknytning, der sidder i lejrene i Syrien.
Efter mødet kaldte Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, sagen for “den mest alvorlige” han har oplevet. De Radikales Martin Lidegaard, der er formand for nævnet, sagde:
– Jeg må desværre sige, at jeg ikke er blevet klogere på, om der er hold i Ekstra Bladets historie. Det finder jeg selvfølgelig stærkt utilfredsstillende. Det vil vi forfølge på anden vis.
Forholdt at flere af Folketingets partier ingenlunde mener at være blevet informeret om risikovurderingerne, sagde Mette Frederiksen (S) tirsdag:
– De risikovurderinger, der er offentligt tilgængelige. I dem står der, at der er risiko for kidnapninger. Det er der jo desværre ikke noget nyt i. Det er jo Islamisk Stat, vi taler om.
/ritzau/
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37













































