Mette Frederiksen: Forsamlingsforbud er et voldsomt indgreb

Plan for udfasning af forsamlingsforbud kommer medio april. Lige nu er forbuddet udendørs på ti personer.

Udgivet: 23/03/2021

Sponsor Billede

Del artiklen:

Fra i går, mandag, blev forsamlingsloftet hævet fra 25 til 30 personer for udendørs idræts- og foreningsaktiviteter i organiseret regi.

Og forsamlingsforbuddet udendørs blev hævet generelt fra fem til ti personer. Desuden blev der åbnet for udendørs gudstjenester for op til 50 personer.

Sent mandag aften stod det så klart, at regeringen medio april fremlægger en plan for udfasningen af forsamlingsforbuddet.

Det fremgår af den genåbningsaftale, som alle Folketingets partier bortset fra Nye Borgerlige blev enige om.

– Regeringen indkalder til forhandlinger, sådan at udfasningen af forsamlingsforbuddet indtænkes løbende i den gradvise genåbning, står der i aftalen.

Regeringen vil fremlægge en plan på baggrund af faglig rådgivning fra Epidemikommissionen.

– Det er et voldsomt indgreb, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) mandag aften om forsamlingsforbuddet på et pressemøde om genåbningsaftalen.

– Forsamlingsforbuddet er løftet fra i dag (mandag, red.) udenfor, og så har vi aftalt som en del af denne langsigtede genåbning, at også der skal der nedsættes en hurtig arbejdende rådgivning til os om, hvordan vi kan få tænkt udfasning af restriktioner, hvad angår forsamlinger ind i den genåbning af Danmark, der ligger nu.

– Så for nærværende gælder det forsamlingsforbud, vi allerede har vænnet os til, men også her kigger vi ind i en udfasning, sagde statsministeren.

Forsamlingsforbuddet gælder ikke i private boliger. Anbefalingen er dog maksimalt fem personer.

Ifølge De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, handler det om at få friheden tilbage. Hun forsvarer mandag morgen, at partierne ikke allerede nu kan fortælle, hvordan udfasningen vil se ud.

– Der er lavet en vurdering af forsamlingsforbuddet og af, hvad det vil betyde, hvis man hæver det. Den har vi taget med ind, siger hun med henvisning til mandagens aftale.

– Og nu er der skrevet meget tydeligt, at forsamlingsforbuddet skal udfases. I takt med, at samfundet genåbner.

– Selvfølgelig skal forsamlingsforbuddet udfases og ophæves helt, så vi på den måde også får vores frihed tilbage, siger Sofie Carsten Nielsen.

Ud over anbefalinger til større arrangementer skal ekspertgruppen også kigge på den såkaldte superligaordning.

Den tillod sidste sommer, at fodboldklubber i landets bedste række kunne få fans på stadion. Klubberne kunne dele deres stadioner op i afsnit à 500 tilskuere.

Alle afsnit skulle have egen indgang, egne toiletter og egne salgsboder.

Siden januar er der ikke afholdt sportsbegivenheder med tilskuere i Danmark.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]