"Vi får flere ældre, men vi får ikke pengene med til at dække det," siger rådmand i Aarhus for Sundhed & Omsorg, Jette Skive (DF).

"Vi får flere ældre, men vi får ikke pengene med til at dække det," siger rådmand i Aarhus for Sundhed & Omsorg, Jette Skive (DF). - Foto: Aarhus Kommune

Kommune forudser stor pengemangel på ældreområdet

Nye beregninger fra forvaltningen i Aarhus Kommune viser, at kommunen i de kommende år får store udfordringer med at få pengene til at række på ældreområdet. 'Vi står og kigger ind i et gevaldigt underskud,' siger rådmand.

Udgivet: 19/03/2021

Del artiklen:

Tunge, mørke skyer truer ældreområdet i Aarhus Kommune. I en ny opgørelse over kommunens økonomi på ældreområdet frem til 2025 er det tydeligt, at der er store problemer med at få budgettet til at hænge sammen.

- Jeg tænker, at det ser meget deprimerende ud. Det ser ikke godt ud for fremtiden, siger formand for Ældrerådet i Aarhus Kommune, Jan Radzewicz, til TV2 Østjylland.

Det er forvaltningen i Sundhed & Omsorg, som i forbindelse med et udvalgsmøde har ridset udfordringerne op. Her fremgår det blandt andet, at der i 2025 kommer 2.000 flere ældre borgere i den plejekrævende alder over 80 år.

Men budgetmodellen dækker ikke de ekstra udgifter, det medfører. Derfor kommer der til at mangle omkring 50 millioner kroner alene til +80-årige.

- Man lider af mangel på penge. Det betyder, at servicen ikke er god nok, og det betyder alt. Det betyder ringere pleje og omsorg, siger Jan Radzewicz til TV2 Østjylland.

- Man løber hurtigere, man bliver stresset, man sjusker, og man begår måske også fejl.

Er det ikke lidt nemt for dig bare at sige, at det handler om flere penge?

- Jo, det er det selvfølgelig, men jeg er jo også selv skatteyder, så jeg er ikke så bekymret for eksempelvis skatten. Men det er klart, at det er et prioriteringsspørgsmål, og politikerne i byrådet skal finde ud af, hvad de vil, siger Jan Radzewicz til TV2 Østjylland.

De nye beregninger kommer, efter byrådet ved det seneste budgetforlig gav det, de kaldte et ”historisk løft”, til ældreområdet. Her blev sat 252 millioner kroner ekstra af i perioden fra 2021-2024.

Trods det markante løft er der ifølge forvaltningens beregninger fortsat stor pengemangel.

- Vi står og kigger ind i et gevaldigt underskud, hvis ikke vores budgetmodel bliver løftet gevaldigt. Vi får flere ældre, men vi får ikke pengene med til at dække det, siger rådmand i Aarhus for Sundhed & Omsorg, Jette Skive (DF), til TV2 Østjylland.

Aarhus Kommune halter også bagefter i sammenligning med landets øvrige store kommuner. Alene fra 2021 til 2022 vil budgetmodellerne i de andre store kommuner i gennemsnit give 22 millioner kroner ekstra til borgere over 67 år.

Hvor vil du finde pengene til at løfte det her område?

- Det ved jeg ikke. Det må være borgmesteren, der skal komme med det udspil, siger Jette Skive.

Men du er også byrådsmedlem, så du må vel også have et bud på, hvad man skal gøre?

- Ja, men det er ikke mig, der sidder med den store kasse. Jeg sidder med min egen kasse som rådmand. Jeg ved, at vi står med mange ubrugte midler på grund af corona. Så du kigger ikke ned i en tom kasse, tværtimod. Du kigger ned i en kasse, hvor der er mange penge.

Diskussion igen

Hos Socialdemokratiet anerkender man, at der er en udfordring med at få pengene til at række. Ifølge politisk ordfører, Anders Winnerskjold (S), løser penge alene ikke udfordringerne på ældreområdet, men han er villig til at se på det endnu engang.

- Det er en opgave, vi gerne vil være med til at løse. Det satte vi mange penge af til sidst, men jeg tror også, at vi kommer til at have en økonomisk diskussion igen, siger Anders Winnerskjold til TV2 Østjylland.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37

Emner: Ældrepleje, Aarhus Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]