
Cecilie Roed Schultz (EL) står bag forslag om hurtigst muligt at indføre en whistleblowerordning i Fredericia Kommune. (Arkiv) - Foto: Fredericia Kommune
Nu skal Fredericia have whistleblower-ordning
Mens skeletterne rasler ud af skabene på borgmesterkontoret i Fredericia, ønsker Enhedslisten, at kommunen hurtigst muligt får indført en whistleblower-ordning.
Udgivet: 15/03/2021
Efter en advokatundersøgelse af den tidligere borgmester Jacob Bjerregaard (S) og kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe, der blandt andet har ført til en politianmeldelse, vil man nu i Fredericia Kommune indføre en whistblower-ordning, hvor kommunens medarbejdere anonymt kan henvende sig, hvis de har mistanke om uregelmæssigheder og ulovligheder.
Et enigt økonomiudvalg i Fredericia har besluttet at sætte ordningen i værk hurtigst muligt. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Det er ikke mindst et ønske fra Enhedslistens Cecilie Roed Schultz, der har bragt skred i den politiske beslutning. Det kan nemlig ikke gå hurtigt nok, mener hun:
“Hvis vi køber det hos advokater, kan en whistleblowerordning hurtigt sættes op. Men hvis der skal udarbejdes en særlig Fredericia-model, vil det tage noget tid. Jeg er åben for hvilken model, det skal være. Bare der sker noget," siger Cecilie Roed Schultz.
Allerede i 2019 foreslog partiet at indføre ordningen, men dengang blev forslaget stemt ned af byrådet - blandt andet med Socialdemokratiets stemmer. Det forventer Cecilie Roed Schultz nu vil ændre sig:
“Det vil være et godt signal at sætte det hurtigt i gang. Og det vil også være et godt signal for Socialdemokratiet, fordi de tidligere har stemt det ned. Derfor vil det være godt at sætte gang i den proces nu,” siger Cecilie Roed Schultz til Fyens Stiftstidende.
Og borgmester Steen Wrist (S) er enig:
“Jeg så allerhelst, at det ikke var nødvendigt. Folk skal gerne i fuld tryghed kunne tale med deres chef og kolleger om alt. Men vi har i budgettet netop besluttet, at nu indfører vi ordningen, og det har høj prioritet," siger Steen Wrist til Fyens Stiftstidende.
Sidst opdateret: 16/05/2023 - 13:59
Emner: Jura, Whistleblower, Fredericia Kommune, Forvaltning







































