Der er blevet stemt dørklokker i Odense-bydelen Vollsmose for at få beboerne til at lade sig coronateste. Og det ser ud til at have virket.

Der er blevet stemt dørklokker i Odense-bydelen Vollsmose for at få beboerne til at lade sig coronateste. Og det ser ud til at have virket. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Testindsats i Vollsmose fortsætter trods smittefald

Vollsmose har været på coronaradaren i flere uger, men nu er smittetallene faldet. 'Der findes ikke et område i Danmark, der har været bedre til at blive testet ,' siger borgmester.

Udgivet: 14/03/2021

Sponsor Billede

Del artiklen:

Vollsmose i Odense har tiltrukket sig en del opmærksomhed den seneste tid, efter at bydelen oplevede stigende coronasmitte.

Det betød, at en større testindsats blev igangsat i bydelen, og søndag er der godt nyt om coronasituationen i området.

Der er ifølge tal fra Odense Kommune det seneste døgn fundet tre smittede, hvilket betyder, at det såkaldte incidenstal falder til det laveste i tre uger.

Med tallet omregnes antallet af bekræftede tilfælde til et fast befolkningstal, så man kan sammenligne smitten landet over.

Der er ifølge Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), grund til forsigtig optimisme oven på de faldende tal:

– Der findes ikke et område i Danmark, der har været bedre til at blive testet de seneste uger, og så har der været et rigtig godt arbejde fra myndighedernes side, siger han om grunden til faldet og fortsætter:

– Men det er langt fra slut i Vollsmose. Vi klør fortsat på.

Der er de seneste syv dage fundet 50 smittede i Vollsmose-firkanten, hvilket svarer til 546,9 tilfælde per 100.000 indbyggere. Det er den laveste incidens siden 20. februar, hvor den var på 535,9 tilfælde per 100.000 indbyggere.

Flere dage imellem de to har incidenstallet været tæt på 1000.

Men selv om incidensen er faldet, er tallet fortsat langt højere end i Odense Kommune som helhed. Den blev søndag opgjort til 89,6 per 100.000 indbyggere.

Det skal dog tages i betragtning, at blot få smittetilfælde vil betyde store udsving i incidenstallet, når det udregnes for mindre områder.

Peter Rahbæk Juel fortæller, at tallet for Vollsmose skal nogenlunde ned på det niveau, som ses i andre dele af byen. I næste uge vil der blandt andet være fire faste teststeder i bydelen.

– Vi har også kørt et massetest “to go”-koncept, hvor vi er helt ude i døren og teste folk. Det vil vi bruge igen på et tidspunkt i næste uge – nok hen mod weekenden, siger han.

Han tror dog, at der hele tiden vil være et fokus på Vollsmose, der er sårbar over for corona, da lejlighederne ligger tæt, og der bor mange mennesker sammen i dem:

– Indsatsen er meget massiv lige nu. Jeg håber, at når tallet er nede på et niveau med resten, så kan vi geare lidt ned og frigøre ressourcer til andre ting, lyder det fra Peter Rahbæk Juel.

Det højeste incidenstal blandt landets kommuner findes i Høje-Taastrup. Det blev søndag beregnet til 270,7 per 100.000 indbyggere.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]